Tyrkiets regering strammer grebet om landets retsvæsen

Det tyrkiske parlament har vedtaget en omstridt lov, der skærper regeringens kontrol med retsvæsnet.

Tyrkiets premierminister Erdogan er rasende over efterforskningen af hans regering. Nu er der vedtaget en lov, der skærper regeringens kontrol med retsvæsenet. (Foto: Adem Altan © Scanpix)

Den tyrkiske premierminister, Recep Tayyip Erdogan, ser ud til at få styrket sine magtbeføjelser over for landets retsvæsen.

Parlamentet har vedtaget en lov, der skærper regeringens kontrol med lovgivningsapparatet, oplyser en parlamentskilde til nyhedsbureauet AFP.

Loven blev angiveligt vedtaget efter et voldeligt håndgemæng mellem parlamentsmedlemmer fra regeringen og oppositionen.

Raser over efterforskning af korruption

Erdogan er rasende over myndighedernes efterforskning af korruption, som truer med at underminere hans regering, der foreløbig er blevet tre ministre fattigere på grund af sagen.

Erdogans regering har tidligere fyret 16 politichefer, hundredvis af politifolk og statsanklagere, som har deltaget i efterforskningerne af korruptionssagerne, som ifølge premierministeren er et komplot vendt mod ham og hans regering.

Under en korruptionsefterforskning har det tyrkiske politis anholdt flere sønner af de nu forhenværende ministre samt ledende forretningsfolk, som er blevet sat i forbindelse med korruptionssagerne.

/ritzau/AFP