Tyrkisk indenrigsminister: Politiet leder efter én gerningsmand

Den formodede gerningsmand bar en nissehue, mens han gik omkring på klubben og skød gæsterne.

Videooptagelser fra overvågningskameraer viser, at en mand skyder en betjent uden for Reina, inden han går videre ind i natklubben. (Foto: TOLGA BOZOGLU © Scanpix)

Tyrkisk politi har endnu ikke anholdt nogen for at stå bag skudangrebet på natklubben Reina i Istanbul i nat.

Men den tyrkiske udenrigsminister, Suleyman Soylu, gør det nu klart, at gerningsmanden angiveligt har handlet alene. Manden bliver jagtet af sikkerhedsstyrker. Det skriver blandt andre BBC.

Tidligere i dag har øjenvidner ellers berettet om at have set både to og tre gerningsmænd med våben på stedet.

Angrebet på natklubben nytårsnat har ifølge de tyrkiske sundhedsmyndigheder indtil videre kostet 39 livet, og 69 er blevet såret, heraf fire alvorligt.

Klubben er en af byens mest kendte både blandt lokale og turister, og ifølge CNN Turk var der 700 gæster, da angrebet fandt sted.

Iført nissehue

På overvågningsoptagelserne uden for natklubben ses en mand klædt i sort med en rygsæk. Han skyder en politibetjent uden for natklubben.

Optagelser indefra natklubben viser, at den formodede gerningsmand var iklædt en nissehue under dele af angrebet. Det skriver nyhedsbureauet AP. Ifølge politiet lader det til, at manden har skiftet tøj undervejs.

Efter et blodigt 2016 var tyrkiske myndigheder forberedt på risikoen for et angreb. Mindst 17.000 politibetjente var på job nytårsaften i Istanbul, skriver flere nyhedsbureauer.

Udenrigsministeriets Borgerservice meddeler, at der indtil videre ikke er meldinger om danskere blandt de dræbte og sårede.

Facebook
Twitter