Tyrkisk kupforsøg skærper opsyn med folkeafstemning

Valgobservatører holder nøje øje med, hvordan kupforsøget har påvirket forholdene for tyrkisk afstemning.

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) har haft meget fokus på, om begge sider er kommet til orde i valgkampen (Foto: ALKIS KONSTANTINIDIS © Scanpix)

Når 55,3 millioner registrerede tyrkiske vælgere søndag går til folkeafstemning, er det enden på en måneds arbejde for valgobservatører i landet.

24 langtidsobservatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) har fulgt valgkampen. De har set særlig kritisk på, om både ja- og nej-siden er kommet til orde i valgkampen.

- Der har allerede været bekymringer, om hvorvidt de to sider har haft lige mulighed for at række ud til vælgerne og få deres budskab ud. Både gennem kampagner og gennem medier, siger talsperson Thomas Rymer.

Søndagens afstemning omhandler en gennemgribende forfatningsændring.

Hvis vælgerne siger ja, bliver landets præsident, Recep Tayyip Erdogan, både statsoverhoved og regeringschef. Og han får betydeligt mere magt.

Allerede først i april udgav OSCE en rapport, der beskriver sværere vilkår for nej-kampagnen, der er i opposition til Erdogan.

Fængsling af oppositionspolitikere, aktivister og journalister er sket løbende siden konsekvenserne af et mislykket kupforsøg mod Erdogan i juli sidste år. Der har været undtagelsestilstand i landet lige siden.

Undtagelsestilstanden kan ifølge Thomas Rymer have haft betydning for den demokratiske proces omkring afstemningen.

Foruden de 24 langtidsobservatører har OSCE 11 valgeksperter i Tyrkiet.

Ved søndagens valghandling er omkring 70 valgobservatører desuden til stede i landet. Deres opgave er at se, om valgprocedurer bliver fulgt, og om optællingen af stemmer sker korrekt.

/ritzau/