Tyrkisk politi løslader dansk kvinde i Istanbul

Kvinden, som blev tilbageholdt under en homoparade i Istanbul søndag, er bestyrelsesmedlem i Copenhagen Pride.

Kvinden, som er bestyrelsesmedlem i Copenhagen Pride, blev tilbageholdt under en homoparade i Istanbul søndag. (Foto: Bulent Kilic © Scanpix)

Den danske kvinde, der søndag blev tilbageholdt af tyrkisk politi under paraden Gay Pride i Istanbul, er løsladt.

Det bekræfter Udenrigsministeriets Borgerservice over for Ritzau natten til mandag.

- Udenrigsministeriet kan bekræfte, at den danske statsborger, der tidligere var tilbageholdt i Tyrkiet i forbindelse med Gay Pride i Istanbul, nu er løsladt. Den pågældende person bliver tilbudt sædvanlig konsulær bistand.

- Ministeriet kan ikke bidrage med yderligere oplysninger, da vi har tavshedspligt i personsager.

Det var folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen (S) og kommunikationschef ved Copenhagen Pride Thomas K. Rasmussen, der søndag aften kunne oplyse, at en dansk kvinde var tilbageholdt af de tyrkiske myndigheder.

- Hun er tilbageholdt af politiet i en politibus. Vi ved ikke præcis, hvad der sker, fordi de har taget hendes mobil.

- Men vi har en advokat fra Istanbul Pride på sagen, som er i kontakt med myndighederne, forklarede Thomas K. Rasmussen søndag aften.

Den tilbageholdte kvinde er bestyrelsesmedlem i Copenhagen Pride.

/ritzau/

Facebook
Twitter