Tyrkiske og syriske tropper står snart ansigt til ansigt

Den kurdiske by Manbij kan blive centrum for en væbnet konflikt mellem Syrien og Tyrkiet.

Tyrkiske soldater, og tyrkisk-støttede soldater samles nær den tyrkiske grænse. (Foto: ZEIN AL RIFAI © Scanpix)

Syriske statsmedier udtalte i morges, at regeringsstyrkerne var på vej ind i den nordlige kurdiske by Manbij. Styrkerne indleder deres offensiv timer efter, at Tyrkisk-støttede oppositionskæmpere i Syrien tilkendegav, at de indledte en offensiv mod byen.

Den syriske hær har langt en ring om byen, og nu står tyrkerne og syrene direkte overfor hinanden, fortæller Mikkel Storm Jensen, som er major og militæranalytiker ved Institut for strategi på Forsvarsakademiet.

- Det er endnu ikke kommet til træfninger mellem den syriske og tyrkiske hær, men der har været kampe mellem den syriske hær og tyrkisk støttede militser i området.

- Desuden er der rapporter om enkelte træfninger længere oppe mod grænsen til Irak, hvor der også har været blev berettet om russisk flyaktivitet. Det er ikke noget, der er blevet bekræftet.

Den amerikanskledede koalition i Syrien har tirsdag bekræftet, at den har trukket alle sine styrker ud af byen Manbij, som nu er kontrolleret af syriske regeringsstyrker.

I dag er det en uge siden, at tyrkiske tropper trodsede den syriske grænse og gik ind i det nordlige område af Syrien.

Og kamphandlingerne fortsætter i det nordlige Syrien.

Tyrkisk støttede syriske tropper tager del i kamphandlingerne i Syriens nordøstlige by Ras al-Ain, der ligger langs den tyrkiske grænse, hvor kampene stadig kører på højt blus mellem kurdere og syrere. (Foto: NAZEER AL-KHATIB © Scanpix)

En forværret situation

FN siger i dag, at de seneste kampe i det nordøstlige Syrien forværrer en allerede alvorlig humanitær situation i området. Ifølge FN-talsmand Stephane Dujarric er mindst 160.000 civile drevet på flugt.

- Vi hører også, at områder i det nordlige Syrien, såsom Afrin, al-Bab, Jarablus og Azaz, der nu er under kontrol af tyrkiske styrker og/eller tilknyttede væbnede grupper, fortsat står over for lovløshed og voldsom kriminalitet, siger Rupert Colville, som er talsperson for UNHCR (FN's Højkommisariat for flygtninge, red.) til nyhedsbureauet AP.

Præsident Erdogan understreger i dag, at den tyrkiske offensiv i Syrien vil fortsætte, indtil "målene er opnået".

Tyrkiet betragter YPG som en terroristgruppe med tilknytning til PKK, som er på EU's terrorliste og skaber oprør på tyrkisk grund.

  • En ung syrisk pige flygter ud af det konfliktfyldte område i Syrien gennem byen Ras al-Ain. (Foto: Delil Souleiman © Scanpix)
  • 160.000 mennesker er drevet på flugt i Syrien efter det tyrkiske angreb. (Foto: Delil Souleiman © Scanpix)
  • Målet med offensiven er ifølge Tyrkiet at oprette en såkaldt sikkerhedszone, der rækker 30 kilometer ind i Syrien. Her vil Tyrkiet så placere nogle af de millioner af syriske flygtninge, der ellers opholder sig i Tyrkiet. (Foto: Delil Souleiman © Scanpix)
1 / 3

USA trækker sig fra området

For syv dage siden blev grænsen mellem Syrien og Tyrkiet betrådt af tyrkiske styrker.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har begrundet aktionen i Syrien med, at han vil fjerne de kurdiske tropper i området og samtidg lave en sikkerhedszone til at huse to milloner ud af de 3,5 millioner mennesker, som er flygtet til Tyrkiet i forbindelse med borgerkrigen i Syrien.

Efter amerikanerne og kurderne nedkæmpede Islamisk Stat i det nordøstlige Syrien, har amerikanerne og kurderne forsvaret området øst for floden Eufrat overfor Assads styrker.

- Det korte af det lange er, at amerikanerne ved at trække sig har åbnet portene for Assad til et område, der har været ham forment adgang i fem år, siger Mikkel Storm Jensen.

Tyrkiets mulighed for at gå ind i Syrien opstod, efter Donald Trump sagde, at han ville trække de amerikanske styrker ud af det kurdiske område. To dage efter han havde sagt det, gik tyrkiske tropper ind i området.