Tysk Aldi-milliardær er død

En af grundlæggerne af den tyske supermarkeds-kæden Aldi er død.Theo Albrecht, der døde i en alder af 88 år, var en af verdens rigeste personer.

Grundlæggerne af supermarkeds-kæden Aldi, har tjent milliarder på at sælge discountvarer til blandt andre danskere. (Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)

En af de to grundlægger af supermarkeds-kæden Aldi er død.

Tyske Theo Albrecht, der grundlagde Aldi sammen med sin storebror, Karl, blev 88 år, og døde som milliardær i hjembyen Essen.

I 2010 blev han placeret som nummer 31 på magasinet Forbes liste over verdens rigeste mennesker.

Blev eneboer efter bortførelse

De to brødre er kendt for at holde sig på behørig afstand af mediernes søgelys, men da Theo Albrecht blev bortført i 1971, fik familien opmærksomhed.

Bortførelsen varede i 17 dage og endte med, at brødrene måtte hoste op med 3 millioner dollar i løsesum. Da dramaet var overstået, trak Theo Albrecht sig i følge Forbes ind i sig selv, og endte med at blive eneboer.

Succes begyndte med moderens butik

De to brødres succes begyndte lige efter Anden Verdenskrig, hvor de overtog moderens købmandsbutik. I de følgende år åbnede de flere butikker, og sådan fortsatte det.

Men så opstod der uenigheder mellem brødrene, og det endte med, at de opdelte Aldi i de to selvstændige koncerner Aldi Nord og Aldi Süd, som i dag opererer i hver deres del af Tyskland.

Begge koncerner har desuden butikker i flere europæiske lande, herunder i Danmark, hvor det første Aldi supermarked slog dørene op for prisbevidste kunder i 1977.

Tjente flere penge på discount i USA

Den nu afdøde milliardær tjente også en del af sin formue ved at åbne en discount-kæde i USA. Amerikanerne var ikke længe om at tage Trader Joe's butikkerne til sig, og i dag er der 340 butikker i landet.

Den tyske handelsmand var i følge Forbes god for knap 96 milliarder kroner.

Det har ikke været muligt at finde oplysninger om, hvem der arver formuen.

Facebook
Twitter