Tysk højrefløjspolitiker undskylder racistisk tweet om Boris Beckers søn

AfD-politikeren fastholder dog, at det var en assistent, som sendte det uden hans viden.

Det er Boris Beckers søn, Noah Becker, som er blevet omdrejningspunkt for racismesagen. (Foto: THOMAS SCHULZE © Scanpix)

Der var tale om ”et uheld”, da der tidligere på ugen blev sendt et racistisk tweet om Boris Beckers søn fra den tyske højrefløjspolitiker Jens Maiers Twitter-profil.

Det skriver Jens Maier, som sidder i Forbundsdagen for det højrenationalistiske parti Alternative für Deutschland, i en mail til det tyske tennisikons søn, Noah Becker.

Her underskylder Jens Maier, at Noah Becker, hvis morfar er afroamerikaner, tirsdag blev kaldt ”en lille halvneger” i et tweet.

Tweetet blev ifølge Frankfurter Allgemeine slettet fra hans konto, da sagen begyndte at rulle i de tyske medier.

Jens Maier understreger dog i mailen, at det hverken var ham, der skrev eller tweetede det. Det var derimod en assistent, som gjorde det uden hans viden, fastholder han.

Assistenten er efterfølgende blevet fyret, og Jens Maier skriver, at han aldrig havde hørt om Noah Becker før.

- Personligt ville jeg aldrig have fundet det nødvendigt at skrive noget som helst om Noah Becker, fastholder han.

Vi gå rettens vej

Det racistiske tweet blev sendt, efter at den 23-årige Noah Becker i et interview havde betegnet Berlin som ”en hvid by” sammenlignet med både London og Paris.

I interviewet havde han samtidig fortalt, hvordan han tidligere var blevet udsat for racediskrimination i byen.

- Ja, jeg er blevet angrebet på grund af min brune hudfarve, sagde han, hvilket efterfølgende udløste det omstridte tweet.

- Det virker som om, at den lille halvneger simpelthen ikke får nok opmærksomhed. Det er den eneste forklaring på hans opførsel, lød det på Jens Maiers profil.

Sagen blev hurtig stor i de tyske medier, og i går meddelte en advokat for Becker-familien, at den nu ville gå rettens vej mod den tyske politiker.

'Ikke min stil'

Jens Maier møder også hård kritik fra sit eget parti, der for første gang blev valgt ind i det tyske parlament ved forbundsdagsvalget i september sidste år.

Partiet er flere gange blevet beskyldt for at være racistisk, og partiets leder, Alexander Gauland, er selv blevet anmeldt for racisme.

Sidste år blev Jens Maier irettesat af en tysk domstol for at bruge yderligtgående slagord, og flere af hans partikollegaer har i de seneste dage opfordret Jens Maier til at trække sig.

Men det har han ikke planer om. Og i undskyldningen, som partiets presseafdeling har offentliggjort, påpeger Jens Maier, at han aldrig selv kunne finde på at kalde nogen for ”en lille halvneger”.

- Det er ikke min stil. Derfor vil sådan noget heller ikke ske igen.