Tysk indgreb mod kødbranche efter coronaudbrud

Store grupper af østarbejdere boede tæt sammen og smittede hinanden med virus.

Flere tyske slagterier er blevet forvandlet til hotspots for coronavirus. (Foto: Ina Fassbender © Scanpix)

Coronavirus har haft noget nær perfekte betingelser for at sprede sig på flere af Tysklands store slagterier og kødfabrikker.

Selskaberne har outsourcet de hårdeste processer i kødproduktionen til underleverandører, skriver Deutsche Welle.

Disse firmaer hyrer i stor stil østabejdere - især fra Rumænien - som fragtes i store grupper til Tyskland. Her bliver de indkvarteret i huse og lejligheder, hvor mange mænd bor sammen på meget lidt plads.

Coronavirus har altså haft meget let spil, og den seneste tid er flere tyske kødfabrikker blevet forvandlet til hotspots for Covid-19.

Alene på selskabet Westfleischs slagteri i byen Coesfeld i det vestlige Tyskland blev over 260 personer testet positive.

Ansatte hos Westfleisch står i kø for at blive testet for coronavirus 10 .maj. (Foto: Friedemann Vogel © Scanpix)

'Moderne slaveri'

Udbruddet har kastet et ubehageligt søgelys på arbejdsforholdene i den tyske kødindustri, som aktivister betegner som "moderne slaveri".

Under en spørgetime i det tyske

parlament
Forbundsdagen
lod kansler Angela Merkel forstå, at hun ikke var tilfreds med situationen og lovede, at regeringen ville gribe ind.

Forslaget blev præsenteret i dag, og regeringen lægger op til at holde kødbranchen i meget stramme tøjler.

Industrien må fra næste år kun bruge medarbejdere, som virksomhederne selv har ansat, oplyser tv-stationen ARD. Det skal med andre ord være slut med vikarer og kontraktansatte fra tvivlsomme underleverandører.

For at sikre, at reglerne bliver fulgt, vil regeringen indføre strengere og hyppigere kontrol. Bøderammen for at overtræde reglerne skal samtidig fordobles til omkring 220.000 kroner.

Forslaget skal godkendes i

Forbundsdagen
, før det kan træde i kraft.

Greenpeace protesterer over de billige priser på kød i Berlin mandag. (Foto: CLEMENS BILAN © Scanpix)

'Diskriminering'

Tysklands kødindustri reagerer skarpt på forslaget fra regeringen.

I en udtalelse hæfter

branchen
sig ifølge ARD ved, at de nye regler efter planen kun skal gælde virksomheder over en vis størrelse.

Et forbud mod at kontraktansatte kan udføre visse opgaver på en bestemt type fabrikker, kalder industrien for "vilkårlig diskriminering".

Den tyske fjerkræbranche har tidligere advaret om, at sådan et forbud kan være i strid med Tysklands

forfatning
.

Rumænske sæsonarbejdere på vej mod Tyskland venter i lufthavnen i Cluj i begyndelsen af april. (Foto: INQUAM PHOTOS © Scanpix)

Rejste under nedlukning

De europæiske lande begyndte at lukke grænserne for ikke-nødvendige rejser og genindførte grænsekontrol i marts for at bremse spredningen af coronavirus.

Europæiske landbrugsarbejdere - primært rumænere - var dog blandt de få, som stadig kunne krydse grænserne.

Op til 30.000 rumænere blev på denne måde fløjet til Tyskland for at arbejde i fødevareindustrien, skriver BBC.

I Frankrig har der også været store udbrud af coronavirus på slagterier.