Tysk minister: Anholdte kan have forbindelse til Paris-terrorister

Ifølge den tyske indenrigsminister var de tre anholdte mænd i besiddelse af falske pas, der kom fra den samme kilde, som dem, gerningsmændene i Paris havde.

Tysklands indenrigsminister, Thomas de Maiziere, under et pressemøde for kort tid siden. (Foto: TOBIAS SCHWARZ © Scanpix)

De tre unge mænd, der blev anholdt i Tyskland tidligere i dag, mistænkt for at planlægge terrorangreb, kan have haft forbindelser til de gerningsmænd, der stod bag terrorangrebet i Paris for knap et år siden.

Det oplyser Tysklands indenrigsminster, Thomas de Maiziere, på et pressemøde for kort tid siden.

De tre syriske mænd, som er henholdsvis 17, 18 og 26 år, var nemlig i besiddelse af rejsepapirer og falske pas, der kom fra "det samme værksted i Syrien", lyder det fra Maiziere ifølge blandt andet det tyske medie Spiegel.

De Maiziere sagde samtidig, at de tre mistænkte kan have været en sovende celle.

Selvom der ikke blev fundet konkrete planer under de omfattende razziaer, der blev foretaget tidligere i morges, er de tre mænd mistænkt for at rejse til Tyskland med det formål at enten udføre terrorplaner eller at afvente yderligere instrukser fra terrorbevægelsen.

Ifølge de tyske myndigheder er den yngste af de tre mænd under mistanke for at have modtaget træning i håndtering af våben og sprængstoffer i Islamisk Stats selvudnævnte hovedstad i Syrien, Raqqa.

Inden afrejsen til Europa skulle de mistænkte også været blevet udstyret med falske pas, et firecifret beløb i amerikanske dollar og mobiltelefoner. Det skriver blandt andet BBC.

Ifølge den tyske statsanklager kom de tre mænd angiveligt til Tyskland på falske pas i november sidste år via Grækenland og Tyrkiet.

Facebook
Twitter