Tysk politi: Tuneser havde meget konkrete planer om "biologisk bombe"

Det er første gang i landets historie, at et biologisk bombeangreb er blevet afværget.

Politi i beskyttelsesdragter ransagede den 29-åriges hjem i Køln. (Foto: DAVID YOUNG © Scanpix)

En 29-årig tuneser, som blev anholdt i Køln i sidste uge, havde

tilsyneladende
planer om at gennemføre et større biologisk angreb med det stærkt giftige stof ricin.

- Der var gennemført meget konkrete forberedelser for en handling med en biologisk bombe, en førstegangshændelse i Tyskland, siger chefen for Tysklands føderale politi, Holger Muench til fjernsynsstationen ARD.

Ricin er flere tusinde gange giftigere end for eksempel cyanid, og selv mikroskopiske mængder kan slå ihjel, hvis stoffet indåndes. Der findes ingen kendt modgift.

- Vi ved endnu ikke, hvilket konkret mål han havde i tankerne. Det er heller ikke afklaret, hvorvidt der var medsammensvorne, siger Holger Muench til ARD.

Ville lave sprængladning

Det har tidligere forlydt, at Tyskland blev opmærksom på den 29-åriges forberedelser via et tip fra den amerikanske udenrigsefterretningstjeneste

CIA
.

Men i dag skriver New York Times, at det var et tip fra en borger, som fik de tyske myndigheder til at ransage hos tuneseren, som allerede var under efterforskning.

Under ransagningen "fandt vi et stort antal castorbønner at lave det (ricin,red.) af, såvel som de redskaber, man skal bruge til at lave en sprængladning", siger det føderale politis Holger Muench ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Den mistænkte havde købt bønnerne, som også bruges til at lave såkaldt "amerikansk olie", samt en kaffekværn til at findele dem, over nettet.

Det var allerede lykkes den 29-årige at fremstille en mindre mængde ricin, oplyser politiet.

Anden sag på to måneder

Ifølge tyske Der Spiegel fulgte den 29-årige tuneser sandsynligvis en

vejledning
i at bygge en ricinbombe, som terrorgruppen Islamisk Stat har distribueret på internettet.

Det er anden gang på relativt kort tid, at europæiske myndigheder

afværger
et muligt angreb med ricin. I slutningen af maj anholdt fransk politi således to egyptiske brødre, som var i besiddelse af en opskrift til fremstilling af giften.

Det har været ulovligt at være i besiddelse af ricin, siden der i 1997 blev nedlagt et internationalt forbud mod brugen af biologiske våben.

Ricin har tidligere været brugt ved

likvideringer
, deriblandt det såkaldte paraplymord på den bulgarske dissident Georgi Markov i
London
i 1978.

I fiktionens verden fremstillede hovedpersonen Walter i tv-serien "Breaking Bad" flere gange ricin for at bruge giften mod sine fjender. Seriens

omtale
fik en britisk mand til at prøve at købe stoffet over internettet af en mand, som viste sig at være FBI-agent.