Tysk topminister fordømmer nynazistisk march

Optog i Østtyskland vakte ubehagelige minder for landets jøder.

En moddemonstrant giver medlemmer af partiet Den Tredje Vej fingeren under marchen i Plauen onsdag. (Foto: SEBASTIAN WILLNOW © Scanpix)

Onsdag i denne uge marcherede flere hundrede nynazister i ens dragter til lyden af trommer i byen Plauen i det østlige Tyskland.

Nynazisterne kom fra partiet Den Tredje Vej, og delstaten Sachsens beslutning om at tillade marchen vækker stærke følelser og stor debat i Tyskland.

Tysklands indenrigsminister, Horst Seehofer, fordømmer i dag optoget i Plauen i et interview med nyhedsbureauet DPA.

- Der skal ikke herske den mindste tvivl om, at vi ikke ønsker at se sådanne billeder, at vi fordømmer dem, og at vi vil gøre alt, der er muligt i en fri og demokratisk stat, for at bekæmpe højreorienteret radikalisme, siger Horst Seehofer.

24.000 højreekstremister

Indenrigsministeren afstod fra at kritisere myndighederne i Sachsen, som har forsvaret sig med, at nynazisterne ikke intimiderede nogen.

Jødiske grupper i Tyskland har udtalt, at marchen bragte mindelser om de sorteste kapitler i Tysklands historie og ikke burde være godkendt.

De tyske myndigheder vurderer, at der i dag findes omkring 24.000 højreekstremister i Tyskland, og at over halvdelen af dem har voldelige tendenser.

Det fremgår af et svar til det tyske parlament Forbundsdagen fra indenrigsministeriet.

Facebook
Twitter