Tyske højrepopulister kaprer revolutionen

Østtyskerne har det i dag lige så slemt - hvis ikke værre - end i DDR, hævder højrenationalistisk parti.

"Menneskene i det østlige Tyskland lever i et diktatur.

Det bliver styret af en korrupt politisk elite, der skalter og valter efter eget forgodtbefindende. Eliten bliver støttet af blokpartier og ensrettede medier, hvis eneste opgave er at sige ja og amen til den kurs, der bliver udstukket ovenfra. Holdninger og tanker, der afviger fra normen, manes i jorden – til nød med repressalier."

Det ovenstående lyder som beskrivelsen af DDR, det kommunistiske regime, der endte med østtyskernes fredelige revolution og Murens fald i 1989.

Men det er faktisk et billede af Tyskland i år 2019 – sådan som det tegnes i en ny og kontroversiel valgkampagne for Alternative für Deutschland (AfD), landets højrenationale populister.

Kampagnen slår på, at revolutionen i ’89 slog fejl.

At østtyskerne blev snydt for det demokrati, de drømte om. At de i dag igen lever i en stat, som i stigende grad undertrykker dem. Det er en kampagne, der vækker genklang mange steder i det østlige Tyskland, hvor der om kort tid skal være delstatsvalg.

Truslen mod ytringsfriheden

- Vi vil genoprette universelle værdier som for eksempel ytringsfrihed, råber Andreas Kalbitz fra scenen i provinsbyen Brandenburg an der Havel, en times kørsel fra Berlin.

Ytringsfriheden er nemlig ved at gå tabt, så folk tør ikke længere sige, hvad de mener, påstår AfD-politikeren. Han høster anerkendende klapsalver fra tilskuerne.

Andreas Kalbitz under et vælgermøde i Cottbus, Tyskland, den 4. august. (Foto: HANNIBAL HANSCHKE © Scanpix)

Andreas Kalbitz i delstaten Brandenburg. Jörg Urban i Sachsen. Björn Höcke i Thüringen. AfDs spidskandidater i den del af Tyskland, der engang var DDR, iscenesætter sig selv som nye borgerrettighedsforkæmpere. Deres slogan lyder:

”Vollende die Wende!” – fuldfør revolutionen!

Sådan står der på de mange plakater, der pryder de højrenationales vælgermøder. Ifølge plakaterne, kan tyskerne i øst også blive borgerrettighedsforkæmpere - ”Werde Bürgerrechtler!” – såfremt de altså sætter kryds ved AfD ved de kommende tre valg. Ifølge målingerne har mellem 20 og 25 procent af vælgerne tænkt sig at følge opfordringen.

Børn af revolutionen

Mange er mødt op til AfD's vælgermøde i Brandenburg an der Havel denne dag i august.

De fleste af dem har boet her hele deres liv. De kender DDR-regimet fra egne oplevelser eller fra forældres og bedsteforældres fortællinger. De husker, hvordan hundredetusinder af DDR-borgere gik på gaden i efteråret 1989. I protest mod et hensygnende system. Arm i arm med borgerrettighedsforkæmpere – præster, akademikere, kunstnere – der ville et nyt og bedre Tyskland.

- Vi er børn af revolutionen, bekræfter Ilka Gatzka, der er ejendomsmægler og i begyndelsen af halvtredserne.

Hun er her med sin kæreste, der ikke er så meget for at tale med pressen.

- Vi var faktisk aktivt med i revolutionen, fortsætter hun.

- Men jeg må sige, at det klima og den politik vi oplever nu, er værre, end hvad vi havde i DDR.

Ilka Gatzkas udmelding er bemærkelsesværdig, men ikke overraskende i dagens Tyskland. En ny undersøgelse fra tænketanken Friedrich Ebert Stiftung viser, at kun 47 procent af tyskerne er tilfredse med demokratiet i deres land. Mens godt hver anden tysker i vest er tilfreds, så er kun hver tredje tysker i øst tilfreds. Blandt AfD-tilhængere som Ilka Gatzka er kun syv procent tilfredse.

Ejendomsmægleren giver sin spidskandidat ret i, at det især er ytringsfriheden, den er gal med. For eksempel, hvis man kritiserer Angela Merkels udlændingepolitik.

- Så bliver man straks udskammet. Så bliver man sat i bås med nazister. Og det er da en form for holdningsdiktatur, tordner Ilka Gatzka.

Det røde område markerer det tidligere Østtyskland, som eksisterede fra 1949 til 1990, da muren faldt. Landet bestod af de nuværende tyske delstater Mecklenburg-Vorpommern, Brandenburg, Sachsen-Anhalt, Sachsen, Thüringen samt landets hovedstad, Berlin.

Erindringer om DDR

Den slags argumenter hører man ofte i det østlige Tyskland.

De kommer ofte fra AfD-tilhængere. Og de handler ikke kun om den tyske udlændingepolitik. Tyskere, der stemmer på de højrenationale, er typisk også kritiske overfor klimabevægelsen. I reglen tilslutter de sig også traditionelle køns- og familieroller og er derfor skeptiske overfor feminisme, debatter om kønsidentitet og hele #metoo-bevægelsen.

På de punkter – og på andre - står de forholdsvis alene i den offentlige tyske debat. Mange i og omkring AfD hævder derfor, at de står overfor et establishment af politikere og meningsdannere, der alene definerer, hvad der er rigtige og forkerte holdninger. Og det vækker åbenlyst erindringer om DDR.

Det er dog især AfD's syn på indvandring og islam - og partiets nationalkonservatisme med understrømninger af ekstremisme - som gør, at parti og tilhængere møder massiv modstand i Tyskland. Et land, der stadig er beskæftiget med sin nationalsocialistiske fortid. Og hvor ethvert tilløb til fremmedhad og højreekstremisme fremkalder stærke reaktioner.

Hannover mod nazister, lyder teksten på dette skilt, som en demonstrant bærer under en anti-AfD-demonstration i december 2017. Demonstrationen fandt sted i anledning af, at det indvandringskritiske parti afholdt partikongres i byen. (Foto: Fabian Bimmer © Scanpix)

Vil gøre op med nazi-skam

AfD har taget rigeligt med tilløb.

Partiets formand, Alexander Gauland, har reduceret nazitiden til blot at udgøre en ”fuglelort” på en ellers glorværdig tysk historie. AfD's rabiate politpopstjerne, Björn Höcke, har forlangt et opgør med den tyske ”Schuldkult” (”skyldkult”), altså tyskernes skam over forbrydelserne i nazitiden. Den slags bliver i Tyskland set som revisionisme – og som dybt problematisk.

Flere af partiets frontfigurer propagerer åbent konspirationsteorien, at en skjult globaliseret elite er ved at udskifte de europæiske befolkninger med muslimske. AfD har tætte forbindelser til den såkaldte Identitære Bevægelse, som den tyske efterretningstjeneste har klassificeret som højreekstremister. Og hvis ideer leverede idelogisk skyts til terroristerne fra Christchurch og El Paso.

En række AfD-politikere har selv en fortid i højrekstremistiske miljøer. Blandt dem er spidskandidaten i Brandenburg, Andreas Kalbitz, der har haft forbindelser til den nu forbudte bevægelse Heimattreue Deutsche Jugend.

Nej tak til AfD-medlemmer

Så det er på mange måder kontroversielt at være tilhænger af AfD. Til vælgermødet i Brandenburg an der Havel fortæller flere, at de ikke tør fortælle på arbejdspladsen, hvilket parti de holder med.

- Jeg har oplevet, at folk er gået i en bue udenom mig og har skældt mig ud, efter at jeg fortalte, at jeg er aktiv i AfD.

Det forklarer Michael Tonn, der er tømrer. En officer i det tyske forbundsværn, der ikke vil have sit navn på dr.dk, er bekymret for, at det i yderste konsekvens kan koste hans job, hvis folk hører, at han stemmer AfD.

Det er en frygt, der måske ikke er helt ubegrundet. I foråret blev Uwe Vetterlein, formand for håndboldforbundet i delstaten Sachsen, tvunget til at trække sig fra posten.

Forbundets bestyrelse begrundede fyringen med, at formanden stillede op som AfD-kandidat ved et kommunalvalg i byen Dresden. Ifølge en officiel pressemeddelelse frygtede forbundet, at det kunne tage skade på grund af Vetterleins engagement i et ”politisk omstridt parti".

- De sagde, at jeg jo kunne stille op for ethvert andet parti, men ikke for AfD, fortalte Uwe Vetterlein til avisen Leipziger Volkszeitung.

På omkring samme tid kom det frem, at et vikarbureau for lærere i Hamborg kun formidler ansøgere, der afgiver erklæring på, at de ikke er AfD-medlemmer. Direktøren for firmaet begrundede tiltaget med, at man anser AfD for at være et fremmedfjendligt parti. Og at det er uholdbart, at dets tilhængere underviser i en by, hvor halvdelen af eleverne har migrationsbaggrund.

Den usynlige mur mellem øst og vest

At politikere og meningsdannere angiveligt dikterer, hvad man må og ikke må mene. At man åbenbart kan miste sit levebrød på grund af afvigende politiske holdninger. Det er noget, mange mennesker i det østlige Tyskland husker fra DDR. Og det gør det let for AfD at binde dem til sig med en valgkampagne, der fastslår, at den fredelige revolution slog fejl. Og at tyskerne kun tilsyneladende lever i et demokrati.

Det kommer også AfD til gode, at der 30 år efter revolutionen stadig strækker sig en usynlig mur ned gennem Tyskland.

I det østlige Tyskland er lønnen gennemsnitligt lavere end i vest. Det samme er pensionerne. I toppen af tysk erhvervsliv er der knap nok østtyskere i ledende stillinger. Og selvom DDR ligger tre årtier tilbage, må folk i øst stadig høre fra medborgere i vest, at de ikke dur til det der med kapitalisme og demokrati.

Sådan så det ud, da muren faldt den 11. november 1989. Forrest er de mange vestberlinere, der var strømmet til muren, mens østtyske vagter åbner en del af muren fra den anden side. Billedet er taget nær Potsdamer Platz i Berlin, (Foto: GERARD MALIE © Scanpix)

Det giver mange en følelse af at være andenrangstyskere, og at revolutionen ikke har skabt lige vilkår og lige liv. Det gør, at en valgkampagne som ”Vollende die Wende” – fuldfør revolutionen – vækker genklang. Ikke mindst fordi AfD lover at tage sig bedre af menneskene i øst.

Og så spiller det åbenbart ikke en så stor rolle, at frontfigurer som Andreas Kalbitz har en fortid i tysk højreekstremisme.

- Det interesserer ikke folk her, at vi bliver kaldt nazister. Det interesserer folk, at vi vil løse deres problemer. Noget, som de andre partier egentlig har haft rig mulighed for, men ikke har været i stand til, fastslår spidskandidaten overfor DR Nyheder.

Historieløs, åndløs og ondsindet

At nogen kan finde på at føre valgkamp på, at Tyskland er et ufrit land, skaber furore op mod delstatsvalgene i øst. Bemærkelsesværdigt nok får det endda borgerrettighedsforkæmperne fra 1989 til at løfte stemmerne igen.

De vil ikke finde sig i, at deres revolution bliver kapret af et parti med illiberale og muligvis antidemokratiske strømninger – selve antitesen til det, datidens bannerførere kæmpede for.

Over 100 borgerrettighedsforkæmpere har derfor underskrevet en erklæring rettet mod ”demagogerne i AfD”. De beskylder de højrenationale for at sprede en ”historisk løgn” og slår fast: ”Tyskland har ikke brug for en revolution 2.0. Vi bliver ikke undertrykt.”

En af de mest kendte borgerrettighedsforkæmpere, som også har underskrevet erklæringen, er Rainer Eppelmann. Han var præst og blev senere minister i den første folkevalgte regering i DDR. Overfor DR Nyheder kalder han AfD's valgkampagne ”historieløs, åndløs og ondsindet.”

- Hvis jeg havde kritiseret Angela Merkel i DDR, var jeg blevet smidt i spjældet. I dag kan folk gladelig sige det. Og der sker ingenting, konstaterer Rainer Eppelmann.

- De er ikke folket

For borgerrettighedsforkæmperne har revolutionen helt klart været en succes.

For som de skriver i erklæringen:

- Med genforeningen opnåede revolutionen sit mål: demokrati, frihed, retsstatslighed, åbne grænser, et forenet Europa og respekten for menneskerettigheder. At underkende den kendsgerning er at slå en kile ned mellem tyskerne, konkluderer de.

Spørger man Rainer Eppelmann, om han ikke forstår østtyskernes skuffelse over tingenes tilstand i Tyskland i dag, rynker han panden og siger:

- AfD appellerer især til de mennesker i det tidligere DDR, som troede, at det genforenede Tyskland ville være et slaraffenland – lidt som i de vesttyske reklamer, de i smug havde set i fjernsynet. Selvfølgelig er det ikke alle ønsker, der er gået i opfyldelse. Men meget er blevet til virkelighed. Ikke desto mindre skal vi selvfølgelig stadig kæmpe for vores lykke hver eneste dag, siger han og fortsætter:

- Jeg ville ønske, at det store flertal af østtyskere, som faktisk synes, de har det rigtigt godt, ville løfte deres stemme. Så ville det hurtigt blive tydeligt, at AfD ikke repræsenterer folket, men kun en lille del af det. Det er en flok, vi skal tage alvorligt, som vi skal tale med og brydes med, helt klart. Men de er ikke folket, fastslår Rainer Eppelmann.

Om kort tid strømmer vælgerne i Brandenburg, Sachsen og Thüringen til stemmeurnerne. De løfter altså deres stemme. Resultatet kan man og bør man også læse som deres dom over, hvor genforenede tyskerne egentlig er, og hvor tilfredse de er med deres samfund – i Tyskland i år 2019.

Facebook
Twitter