Tysk politi: Flere døde efter knivangreb ved byfest

Politiet jagter gerningsmand, der har slået tre personer ihjel ved byfest i Solingen.

Flere ambulancer og talstærkt politi er tilstede i Solingen, hvor flere personer er blevet angrebet med kniv. (Foto: © Gianni Gattus, Associated Press)

Opdateret klokken 06.30 med seneste nyt fra tysk politi.

Tre personer er døde, og otte personer er blevet såret efter et knivangreb på folk, der var samlet til en byfest i den tyske by Solingen. Det siger tysk politi.

Ifølge politiet er fem af de sårede kommet svært til skade.

- Vi kender på nuværende tidspunkt ikke mere til ofrenes identitet, siger en talsmand for politiet på et pressemøde her i nat

Gerningsmanden er stadig på fri fod, og politiet er i færd med en større politiaktion. I timerne efter angrebet bad politiet alle om at holde sig fra bymidten i Solingen, hvor der er sat afspærringer op.

Gerningsmand forsvandt i tumulten

Politiet har i øjeblikket ingen indikation af, hvor gerningsmanden befinder sig, men politiet arbejder lige nu med en teori om, at der er tale om én gerningsmand.

Klokken var omkring 21.45, da den endnu ukendte gerningsmand stak flere personer ned ved en koncert på byens torv.

Manden forsvandt i tumulten, og politiet beder folk sende videoer og billeder, der kan hjælpe med at opklare angrebet.

Video: Indenrigsminister for delstaten Nordrhein-Westfalen, Herbert Reul, beder for, at de hårdt sårede klarer den, og at gerningsmanden bliver fanget.

Indenrigsminister for delstaten advarer samtidig mod at spekulere i et motiv, da der for nuværende ikke foreligger noget fakta om, hvad er reelt er sket.

- Vi ved kun, at der er tale om en mand, der har gjort det her. Mere ved vi ikke. Vi ved ikke, hvor han kommer fra, hvad han har sagt, eller hvorfor han har gjort det, siger Herbert Reul.

Borgmester: Det knuser mit hjerte

Det er altså endnu sparsomt med oplysninger i sagen, men byens borgmester har på sociale medier skrevet, at han begræder angrebet.

- Denne aften er vi alle i chok, rædsel og i stor sorg i Solingen. Vi ville alle sammen fejre vores bys jubilæum, og nu har vi døde og sårede mennesker at sørge over. Det knuser mit hjerte, at der var et angreb på vores by, skriver borgmester Tim Kurzbach på byens Facebookside.

Video: Arrangøren Philip Müller går på scenen i Solingen og beder alle om at forlade pladsen stille og roligt, da der har fundet et knivangreb sted. (OBS: videoen er ikke tekstet)

Ifølge borgmester Tim Kurzbach så kæmper flere sårede for deres liv.

- Jeg får tårer i mine øjne, når jeg tænker på dem, vi har mistet, Jeg beder for alle dem, der stadig kæmper for deres liv, skriver han på Facebook.

Solingen, der ligger 30 kilometer fra Köln, fejrer sin 650-års fødselsdag i denne weekend med mangfoldighed og diversitet som tema. Byen forventede 80.000 besøgende over tre dage.

Inderigsminister har foreslået skærpet knivlovgivning

Der har den seneste tid været fokus på knivvold i Tyskland, blandt andet efter at det i maj kom til et knivstikkeri i Mannheim under EU-valgkampen. Her blev en islamkritiker såret, og en betjent døde efterfølgende af sine kvæstelser.

Den tyske indenrigsminister Nancy Faeser har for nyligt forslået at skærpe våbenlovgivningen for knive.

Ifølge nyhedsbureauet AP går forslaget ud på, at det kun skal være tilladt at på med kniv i det offentlige rum med en klinge på op til 6 centimeter frem for en klinge på 12 centimeter, der er tilladt nu.

Video: Politi og ambulancer har afløst koncerter og fest i Solingen. Det lykkes den formodede gerningsmand at flygtet i tumulten