Tyske specialhunde skal finde ofre for bådulykke i Budapest

19 omkomne er bjærget efter dødelig bådulykke på Donau i sidste uge. Ni personer er stadig savnet.

Ni personer er stadig savnet efter en dødelig bådulykke i Ungarns hovedstad, Budapest, og nu får eftersøgningsholdet assistance fra den tyske by Freiburg.

Særligt trænede hunde skal hjælpe med at finde de sidste omkomne. Hundene er en del af en eftersøgningsenhed (DRW Suchhundestaffel) og er specialiserede i netop at søge i vandområder. De bliver derfor indsat i eftersøgningen langs bredden af den sydlige del af Donau-floden nær byerne Paks og Dunaujvaros syd for Budapest.

- Vi lærer hundene at finde personer under vandet. De kan lugte dem og gennem deres adfærd vise os, hvor personerne kan være, siger Julia Roberts, der er en del af det tyske redningshold.

Politiet i Ungarn har bjærget 19 af de i alt 28 personer, som omkom, efter at turbåden "Hableany", på dansk "Havfruen", kolliderede med cruiseskibet "Viking Sigyn" ved Magrethe-broen nær den ungarske parlamentsbygning.

Turbåden med 33 sydkoreanske turister samt to ungarske besætningsmedlemmer kæntrede og sank omgående, og siden har både ungarske og sydkoreanske dykkere søgt efter de 28 personer, som omkom i ulykken.

Den kraftige strøm i Europas længste flod og længere tids regnvejr har dog besværliggjort eftersøgningen i Donau.

Kaptajnen for det norsk-ejede krydstogtskib "Viking Sigyn", en 64-årig ukrainsk mand, er blevet anholdt og sat i forbindelse med en anden skibsulykke, der fandt sted i Holland i april.

Men selvom manden var ombord på skibet "Viking Idun" i Holland, var han ikke skibets kaptajn, oplyser en talsmand for Viking Cruises til nyhedsbureauet Reuters.

Det er stadig uklart, hvad eller hvem der forårsagede ulykken i sidste uge.

Facebook
Twitter