En middag på en restaurant, en tur i biografen eller en klipning hos frisøren bliver til efteråret en ekstra dyr fornøjelse for ikke-vaccinerede tyskere.
Fra den 11. oktober skal tyskerne nemlig selv betale for deres coronatest. Og afhængigt af smittetallet vil det kræve enten corona-pas eller en negativ test at deltage i en lang række indendørs aktiviteter.
Det har kansler Angela Merkel og de 16 delstater i dag besluttet på et videomøde, hvor de har fastlagt den nye tyske corona-strategi. Den skal forebygge en truende fjerde corona-bølge og endnu en lockdown i efteråret.
- Hvis man ikke kan lade sig vaccinere, skal man selvfølgelig ikke betale for testen, sagde Angela Merkel på det efterfølgende pressemøde med henvisning til børn, gravide og andre, der af medicinske grunde ikke kan blive vaccineret.
Den overordnede linje i strategien er, at vaccinerede tyskere kommer til at opleve færre begrænsninger end ikke-vaccinerede tyskere.
Argumentet er, at hvis du har takket nej til en vaccine, skal statskassen ikke betale for din test. Og til oktober har alle tyskere haft rig mulighed for at lade sig vaccinere.
Testpligten træder i kraft, når 7-dages-incidens-tallet er over 35. Lige nu er tallet 24 for Tyskland samlet set, og det er steget støt tre uger i træk. I flere kommuner er tallet oppe over 60.
Tyskerne sakker bagud med vaccinationerne
Samtidig håber politikerne, at flere tyskere vil lade sig vaccinere, når de ikke længere kan blive testet gratis, før de skal i teatret, i fitness eller på plejehjem-besøg.
- Den ikke så gode nyhed er, at vaccinationsraten er aftaget betydeligt. Vi håber, at den vil stige markant igen efter ferien, sagde Angela Merkel på pressemødet.
Hun tilføjede, at det helst skal være "godt over 70 procent" af tyskerne, der er fuldt vaccineret, for at undgå en ny corona-bølge.
I dag er cirka 55 procent af tyskerne færdigvaccineret. Til sammenligning er næsten 60 procent af danskerne færdigvaccineret. Samtidig får færre og færre tyskere det første stik.
- Vi er nødt til at fremme vaccinationen. På den måde beskytter alle ikke bare sig selv, men også dem, der ikke kan lade sig vaccinere, lød kanslerens opfordring.
Hun blev på pressemødet flankeret af Markus Söder, der er ministerpræsident i delstaten Bayern. Han opfordrede kraftigt "ethvert frihedselskende menneske" til at lade sig vaccinere for at undgå skærpede restriktioner.
- Den fjerde bølge er ved at krybe sig ind på os. Vi er gode til at vaccinere, men ikke så gode, som vi skal være, sagde han på pressemødet.
Samtidig lovede han, at man vil gøre alt for at undgå endnu en lockdown. Hvis det bliver nødvendigt at indføre flere restriktioner, bør det primært gælde for dem, der nægter at lade sig vaccinere, understreger han.