Tyskland anerkender drab på 75.000 namibiere

Folkedrabet skete for mere end hundrede år siden, men i dag undskyldte Tyskland til det afrikanske land Namibia.

Tyskland undskylder overfor det namibiske folk, og vil fremover kalde datidens hændelser for 'folkedrab.' (Foto: handout © Ritzau Scanpix)

- Vi vil nu officielt kalde disse hændelser, hvad de set ud fra nutidens perspektiv var: Et folkedrab.

Sådan lyder meldingen i dag fra den tyske udenrigsminister, Heiko Mass, om Tysklands fremfærd som kolonimagt i det afrikanske land Namibia i starten af det 20. århundrede.

Landet var en tysk koloni fra 1884 til 1915, og i perioden 1904-08 dræbte tyske soldater omkring 65.000 personer fra Herero-folket og 10.000 fra Nama-folket, efter stammefolkene havde indledt oprør mod tyskerne, skriver Ritzau.

Det er den tyske udenrigsminister Heiko Mass, der kom med udmeldingen i Berlin i dag. (Foto: CLEMENS BILAN © Ritzau Scanpix)

- I lyset af Tysklands historiske og moralske ansvar vil vi bede Namibia og ofrenes efterkommere om tilgivelse, lyder det fra den tyske udenrigsminister.

En talsmand for regeringen i Namibia kalder ifølge AFP dagens anerkendelse for 'et første skridt i den rigtige retning'.

Ifølge BBC vil Tyskland som en 'gestus for at anerkende den enorme lidelse, der blev påført ofrene' over de næste 30 år give 1,1 milliard euro til udviklingsprojekter i landet i det sydvestlige Afrika.

Se klip fra den tyske udenrigsministers tale i dag:

Utilfredshed med aftalen

Dagens melding kommer efter fem års forhandlinger mellem Tyskland og Namibia.

Den tyske udenrigsminister understreger, at donationen ikke vil åbne for andre former for juridisk kompensation.

Og det vækker ikke glæde hos Herero-høvdingen Vekuii Rukoro, som har forsøgt at sagsøge Tyskland via amerikanske domstole.

- Vi har et problem med den aftale. Vi mener den namibiske regering har solgt os for billigt, siger Vekuii Rukoro.

The Guardian skriver, at han også har sagt, at når den tyske forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier, kommer til Namibia for at give undskyldningen, vil de gøre ham flov.

Og Herero-høvdingen er tilsyneladende ikke den eneste, der er utilfreds.

Det stod på i årene 1904-1908. Omkring 75.000 mistede livet. (Foto: J'rgen B'tz)

Det lokale medie New Era oplyser, at tre ledere i landet, der ellers har støttet regeringens forhandlinger tidligere i forløbet, skal have nægtet at godkende aftalen.

En del af stridsspørgsmålet skal handle om, at de utilfredse parter mener, at det er forkert, at Tyskland kalder det for en 'gestus' i stedet for en 'erstatning'. Det skriver BBC.

Tysklands tilgang til utilfredsheden skal ifølge The Guardian være, at de har forhandlet en aftale med den namibiske regering, der repræsenterer befolkningen som helhed.

Og aftalen står ikke og falder med godkendelse fra Herero-høvdingen eller andre grupper.

Ikke den første undskyldning

Tyskland er ikke det første land, der undskylder sin rolle i et folkedrab i Afrika.

I går deltog Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i en ceremoni i Rwanda i hovedstaden Kigili.

Han har nemlig bedt befolkningen i det afrikanske land om at tilgive Frankrig for den rolle, landet spillede i forbindelse med folkemordet i 1994.

- Efter 27 års lidelse vil jeg i dag med ydmyghed og respekt anerkende vores ansvar, sagde Macron.

Under folkedrabet i Rwanda i 1990'erne mistede omkring 800.000 mennesker livet i kampene mellem hutuer og tutsier. Her er det kranier fra tutsierne, efter de er blevet dræbt. (Foto: Corinne Dufka © Scanpix Danmark)

I årtier har Rwanda beskyldt Frankrig for medskyldighed i folkedrabet i 1994.

Blandt andet fordi franske soldater, der var udstationeret i landet på de tidspunkt, ikke greb ind.

Det etniske opgør mellem befolkningsgrupperne hutuer og tutsier kostede i løbet af tre måneder omkring 800.000 mennesker livet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk