Tyskland dropper a-kraft i 2022

Den tyske regering har bestemt, at alle atomkraftværker skal lukkes i 2022. De fleste bliver lukket året før.

Konsekvenserne for de japanske a-kraftvæk efter jordskælv og tsunami har fået den tyske forbundskansler Angela Merkel til at ønske alle tyske a-kraftværk lukket i 2022.

Efter 12 timers forhandlinger er den tyske regeringskoalition blevet enig om at lukke Tysklands sidste atomkraftværk i 2022, siger kilder i regeringen.

De fleste af atomkraftværkerne skal tages ud af drift i 2021, og tre anlæg skal fungere som backup i tilfælde af energimangel for at blive slukket året efter.

Så sent som sidste efterår besluttede forbundsregeringen ellers at forlænge atomkraftværkernes levetid trods store protester i befolkningen.

Japan førte til kursændring

Men forbundskansler Angela Merkel skiftede kurs efter ulykken på det japanske atomkraftværk Fukushima, der blev svært beskadiget under et jordskælv og en tsunami i marts og det fik tyskernes frygt for atomkraft til at blusse op på ny.

Det tyske erhvervsliv har advaret den tyske centrum-højre regering om, at en forceret overgang kan skabe energimangel og skade industrivirksomheder.

De tyske Socialdemokrater og De Grønne var også involveret i forhandlingerne, og Merkel har tidligere sagt, at hun sigter efter en aftale på tværs af de politiske skel.