Tyskland: Indvandrerkritisk parti spredte falske nyheder om Sverige

"Pas på: Falske nyheder," lyder det fra udenrigsministerium efter historie om rejseadvarsel til Sverige.

Det tyske udenrigsministerium er gået til modangreb efter tweet fra indvandrekritisk parti. (Foto: Screendump fra Udenrigsministeriets Facebook-side)

Det er 'fake news', når det indvandrerkritiske tyske parti AfD, Alternative für Deutschland, på Twitter skriver, at Tyskland advarer sine statsborgere om at tage til Sverige.

Sådan lyder det fra det tyske udenrigsministerium, der har følt sig nødsaget til at dementere en historie om, at det er blevet farligere at rejse til Sverige, og at man som konsekvens deraf har udsendt en rejseadvarsel. Historien er blandt andet blevet spredt af det højreorienterede parti AfD og flere andre aktører, skriver ministeriet på sin Facebook-side.

Det er meget afgørende om et land advarer om at rejse til et andet land, eller om de kommer med et godt råd om, hvad man skal tænke over. Det har det tyske parti totalt misforstået.

Sveriges udenrigsministerium

- Pas på: Falske nyheder: Påstået, Rejseadvarsel, Sverige. Der findes ingen rejseadvarsel vedrørende Sverige, skriver de i en længere opdatering, hvor de opsummerer fakta om sagen. Opslaget er indtil videre blevet delt mere end 2.700 gange.

På ministeriets hjemmeside fremgår det faktisk, at terrortruslen i Sverige sidste år blev sænket fra "høj" til "forøget". Det svarer til, at man sænkede trusselsniveauet fra fire til tre på en skala, der går op til fem.

Har totalt misforstået det

Det svenske medie Aftonbladet har talt med det svenske udenrigsministerium, der roser sine tyske kolleger for at have taget initiativ til at tage afstand fra historien.

- Det er meget afgørende, om et land advarer om at rejse til et andet land, eller om de kommer med et godt råd om, hvad man skal tænke over. Det har det tyske parti totalt misforstået, siger vicedirektør Patric Nilsson og fortsætter:

- Pas på falske nyheder: Påstået, Rejseadvarsel, Sverige. Der findes ingen rejseadvarsel vedrørende Sverige.

Tysklands udenrigsministerium

- Det er godt, at de tyske myndigheder reagerer, når der spredes misinformation. Vi gjorde noget lignende, efter at der blev spredt fejlagtige oplysninger om Sverige for kort tid siden. Det handler om at give et korrekt og nuanceret billede, siger Patric Nilsson fra det svenske udenrigsministerium.

Trump brugte Sverige som eksempel

Tyske AfD's Twitter-opdatering kommer, 14 dage efter at Donald Trump nævnte Sverige i en tale, der omhandlede den globale terrortrussel.

Flere tolkede det som, at Trump mente, at der havde været et terrorangreb i landet få dage forinden. Dette var ikke dog ikke en korrekt tolkning ifølge den amerikanske præsident, som dagen efter forklarede, at han havde henvist til en historie fra Fox News, der omhandler stigende problemer med indvandring og kriminalitet på den anden side af Øresund.

Det svenske udenrigsministerium mente dog ikke, at Fox News' historie og andre kritiske historier om landets integrationsproblemer giver et nuanceret billede. De lancerede således fire dage efter Donald Trumps udtalelser en underside på deres engelsksprogede hjemmeside, hvor de svarer på og tilbageviser en række påstande om alt fra islamiske terrorangreb og stigende våbenkriminalitet til voldtægter begået af indvandrere og flygtninge.

- I den seneste tid er der blevet spredt forenklede og til tider også helt unøjagtige oplysninger om Sverige og den svenske migrationspolitik. Her prøver det svenske udenrigsministerium at undersøge nogle af de mest udbredte påstande, skriver ministeriet på hjemmesiden.