Tyskland lukker grænsen til Danmark

Tyskland vil også lukke grænsen til Østrig, Schweiz, Frankrig og Luxembourg.

Tyskland har frem til i dag, den 15. marts, officielt bekræftet 4.838 smittetilfælde af coronavirusset. 12 er døde. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Tyskland lukker midlertidigt sin grænse til Danmark fra klokken 8.00 mandag morgen.

Det bekræfter indenrigsminister Horst Seehofer på et pressemøde nu til aften.

- Coronavirusset spreder sig fortsat hurtigt og aggressivt. Vi må indstille os på, at vi endnu ikke har set det værste, sagde Seehofer.

Ifølge den tyske indenrigsminister skyldes lukningen Danmarks egne tiltag - heriblandt grænselukningen til Tyskland - samt danskernes 'indkøbsturisme'.

Udover grænsen til Danmark vil Tyskland samtidig lukke grænserne til Østrig, Schweiz, Frankrig og Luxembourg, bekræfter Horst Seehofer.

Den tyske grænselukning ligner den danske udgave, som statsminister Mette Frederiksen annoncerede fredag. Således vil varer, medicin og arbejdende pendlere fortsat kunne passere frem og tilbage over grænsen.

Pendlere skal dog udstyres med en indrejsetilladelse for at kunne komme på arbejde.

Det vides endnu ikke, hvor længe grænselukningen mod Danmark vil gælde.

Tyskland har officielt bekræftet 4.838 smittetilfælde af coronavirusset. 12 er døde, ifølge Der Spiegel.

At lukke Tysklands grænser vil føles forkert for Angela Merkel, vurderer DR's korrespondent i Tyskland, Michael Reiter. (Foto: © HAYOUNG JEON / POOL, Scanpix)

Korrespondent: Tyskland er truet på sikkerheden

Der er tale om en meget alvorlig situation, når kansler Angela Merkel føler sig nødsaget til at lukke landets grænser.

Det vurderer DR's tysklandskorrespondent, Michael Reiter.

- Man skal huske på, at for tyskerne er åbne grænser et af de mest hellige principper i EU-samarbejdet. Det er noget, som man har holdt meget, meget højt - indtil i dag.

Angela Merkel var ikke selv tilstede ved aftenens pressemøde.

Med ordene "Wir schaffen das" - "vi klarer det" - tillod hun i 2015 knap 900.000 flygtninge og migranter at søge asyl i Tyskland.

Ifølge Michael Reiter vil grænselukninger for Angela Merkel derfor være forbundet med en vis tristhed, siger han.

- Det er i allerhøjeste grad også personligt for Angela Merkel. Det var hende, der stod fast, da flygtningekrisen stod for døren, mens tyske myndigheder stod klar med planer for at lukke grænserne.

- Så når hun nu har indset, at det ikke kan være anderledes, er det, fordi Tyskland er truet på sikkerheden, siger Michael Reiter.

Europas grænser lukkes

Det er ikke kun i Tyskland og Danmark, at grænserne lukkes.

Polen og Tjekkiet, der begge grænser op til Tyskland, har også besluttet at lukke grænserne til Tyskland.

Fra på mandag vil de tjekkiske grænser være hermetisk lukket. Det gælder for alle udlændinge, der vil ind i landet, men tjekkerne kan heller ikke få lov at rejse ud. Personer med opholdstilladelse vil være undtaget.

Og i Norge valgte statsminister Erna Solberg i aftes at lukke grænserne. Lufthavne og havne lukker ned, mens grænseovergange vil blive strengt kontrolleret, meddelte hun.

I en tidligere udgave af artiklen fremgik det, at Tyskland vil lukke grænsen mandag morgen kl. 6.00. Den slesvig-holstenske delstatsregering bekræfter overfor DR Nyheder, at det nu er ændret til kl. 8.00.