Tyskland overvejer at give asyl til Guantanamo-fanger

Den tyske regering støtter USA's planer om at lukke Guantanamo-lejren og overvejer at tilbyde asyl til fanger, som ikke kan sendes tilbage til deres hjemlande.

Tyskerne vil efter al sandsynlighede give asyl til et ukendt antal fanger fra Guantanamo-lejren. (Foto: Shawn Thew © Scanpix)

Tyskland overvejer at tage imod fanger fra Guantanamo, hvis USA beslutter at lukke den omstridte fangelejr. En talsmand for den tyske regering, Thomas Steg, siger desuden, at myndighederne bakker fuldt op om den kommende amerikanske præsident, Barack Obamas, planer om at lukke fangelejren på den amerikanske flådebase på Cuba.

- Set med vores øjne må Guantanamo lukkes på grund af juridiske og humanitære årsager, på grund af international lov og menneskerettigheder og af moralske årsager, udtalte Steg i dag.

Han sagde samtidig, at det er USA's klare ansvar at finde et sted til de fanger, som amerikanerne ikke ønsker at give asyl - men som heller ikke kan sendes tilbage til deres hjemlande.

- Vi er nødt til at se på sagen - og det vil vi også gerne - når USA har gjort det klart, hvilke specifikke planer og hvilken tidshorisont, de arbejder med, sagde Steg.

Guantanamo-fangelejren blev oprettet i 2002 oven på terrorangrebet mod USA i september 2001 og den efterfølgende krig i Afghanistan.

Facebook
Twitter