Tyskland: Saml flygtninge op på havet og sejl dem til Afrika

Det tyske indenrigsministerium mener, at flygtninge og migranter ikke skal gå i land i Europa

Ministerium vil forhindre migranter i at nå Europa ved at samle dem op på havet og returnere dem til Afrika.

Det tyske indenrigsministerium ønsker at forhindre migranter i at nå Europas Middelhavskyst ved at samle dem op på havet og sende dem tilbage til Afrika.

Det skriver avisen Welt am Sonntag ifølge nyhedsbureauet Reuters søndag.

I det, der vil være et markant kursskifte for et land med en meget lempelig asylpolitik, oplyser det tyske ministerium, at EU bør vedtage et system lignende det, australierne har.

I Australien patruljerer flåden landets farvand for både med flygtninge og migranter på vej mod landet.

Bådene stoppes af Australien og sendes eller slæbes tilbage. De få, der bliver pågrebet, bliver sendt til lejre i Nauru eller i et tredje land, hvor de skal være, mens deres sag bliver behandlet.

- Eliminerer man udsigten til at nå den europæiske kyst, kan man overbevise migranter om ikke at begive sig ud på den livsfarlige rejse i første omgang, siger en talskvinde fra Tysklands indenrigsministerium til avisen.

- Målet er nødt til at være at fjerne grundlaget for menneskesmuglere og redde migranter fra den farlige rejse, tilføjer hun.

Ministeriets forslag lægger op til, at migranter, der bliver samlet op i Middelhavet, bliver sendt retur til Tunesien, Egypten eller andre nordafrikanske lande for at søge om asyl derfra.

Derefter bliver de, der får godkendt deres ansøgning, transporteret sikkert til Europa.

/ritzau/

Facebook
Twitter