Tyskland tillader 'diverse' på fødselsattesten

Fødes en baby med kønsorganer, der ikke helt matcher han- eller hunkøn, kan barnet registreres som "diverse".

I Tyskland bliver det fremover muligt at registrere nyfødte som 'diverse' i stedet for han- eller hunkøn. (Foto: ATHIT PERAWONGMETHA © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Den tyske Forbundsdag har godkendt en lov, der tillader en registrering som 'diverse' på fødselsattesten for personer, der ikke tydeligt er han- eller hunkøn.

Kansler Angela Merkels koalitionsregering har godkendt loven, der tillader interseksuelle, og hermed følges en dom fra højesteret i november sidste år, der kalder de nuværende regler diskriminerende over for interseksuelle personer.

Interseksualitet er et bredt begreb, der omfatter personer med eksempelvis kønsorganer eller kromosomer, der ikke passer fuldstændig sammen med en typisk definition af han- eller hunkøn.

Ifølge tal fra FN er mellem 0,05 og 1,7 procent af verdens befolkning interseksuelle - omtrent den samme procentdel som mennesker med rødt hår.

Kræver lægelig undersøgelse

Nogle gange er det tydeligt ved fødslen, andre gange først i puberteten.

Den nye tyske lov gør det også muligt at ændre på en persons køn og navn på et senere tidspunkt i livet. I de fleste tilfælde vil det kræve en lægelig undersøgelse, og det kaldes nedværdigende af sammenslutningen af lesbiske og bøsser i Tyskland.

Men kristendemokraten Marc Henrichmann fra CDU argumenterer for, at landets officielle civilregister skal være baseret på beviser frem for selvevalueringer. Det siger han til det tyske nyhedsbureau dpa.

/ritzau/

Facebook
Twitter