Tyskland er storforbruger af naturgas. Det gælder både i landets vigtige industri og i rigtigt mange tyske hjem, hvor gassen giver både varme og elektricitet. Omkring halvdelen af det tyske forbrug bliver dækket af russisk gas, og andelen tegner til at blive større.

For Tyskland er midt i en grøn energiomstilling, hvilket betyder, at man er i fuld gang med at udfase både atom- og kulkraft. Men da vedvarende energi endnu ikke kan dække tyskernes enorme behov, får gaskraftværker en voksende rolle som midlertidig løsning.

Planen er, at en stor del af gassen fremover skal komme fra den ny gasrørledning Nord Stream 2, der går mellem Rusland og Tyskland, og som snart kan tages i brug.

Det er der mange i industrien, der ser frem til. For energipriserne stiger lige nu så meget, at flere virksomheder må drosle deres produktion ned, mens nogle endda er truet af konkurs. Af samme grund døjer stadigt flere almindelige tyskere med at betale el- og varmeregningen. Forhåbningen er, at priserne vil falde, så snart Nord Stream 2 begynder at levere store mængder gas.

Men stadig flere kritikere fremfører, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, er i stand til at bruge gassen som et politisk magtmiddel, idet han kan skrue op og ned for leverancerne og afpresse storforbrugere som for eksempel Tyskland. Og at tyskerne omvendt ikke tør tirre den russiske bjørn med oprustning og sanktioner i Ukraine-krisen, fordi de i stigende grad er afhængige af gassen østfra.

Til trods for kritikken er tyskernes opbakning til gassen fortsat stor – især i kansler Olaf Scholz’ parti, det socialdemokratiske SPD, som den russiske gaslobby har knyttet nære bånd til.

Hvor nære båndene er, er Gerhard Schröder et godt eksempel på. Schröder var Olaf Scholz’ og Angela Merkels forgænger som kansler.

Efter han gik af, fik han et lukrativt job i bestyrelsen for Nord Stream 2, hvis etablering han selv havde banet vejen for.

Lige nu står han endda til at få en bestyrelsespost hos Gazprom, det statsejede russiske energiselskab. Gerhard Schröder har i de forgangne år været den måske vigtigste tyske gaslobbyist, hvis indflydelse stadig er stor – ikke mindst i hans parti, det socialdemokratiske SPD.

Men der er også historiske grunde til, at Tyskland beholder fløjlshandskerne på i Ukraine-krisen.

Efter 2. Verdenskrig lovede tyskerne sig selv og verden omkring dem, at der aldrig mere skulle udgå aggressioner fra deres land, og at de aldrig ville føre krig igen.

Der gik mange årtier, før tyske soldater overhovedet indgik i internationale missioner, og da det skete i forbindelse med NATOs indsats i Kosovokrigen, var det dybt kontroversielt. I stedet har Tyskland gjort det til en dyd at løse konflikter ad diplomatiets vej.

Til Tysklands pacifisme hører også, at landet principielt ikke eksporterer våben til kriseregioner. Det har blandt andet været begrundelsen for, at kansler Scholz’ regering ikke vil levere våben til Ukraine i den aktuelle konflikt.

Der har også lydt argumenter om, at Tyskland ikke vil være med til at rette våben mod Rusland på grund af de forbrydelser, den tyske hær begik mod den russiske befolkning under 2. Verdenskrig.

Den tyske pacifisme efter 1945 har fået opbakning af en bredt funderet fredsbevægelse. Efter 2. Verdenskrig gik folk på gaden og kritiserede blandt andet, at Tyskland overhovedet fik et militær igen, og senere at der blev placeret atomvåben på tysk jord.

Fredsbevægelsen har præget generationer af tyskeres tankegang, deriblandt også mange politikere der i dag har fremtrædende positioner.

Når Tyskland lægger vægt på dialog i konflikten med Rusland, så er det fordi tyske regeringer har haft held med noget lignende, dengang Rusland hed Sovjetunionen, og verden befandt sig midt i den Kolde Krig.

I 1960'erne og 1970'erne var fronterne mellem øst- og vestmagterne, Rusland og USA, trukket hårdt op. Men under den socialdemokratiske kansler Willy Brandt startede Vesttyskland et diplomatisk initiativ, der blev kendt som Ostpolitik (oversat: østpolitik).

I stedet for bare at rasle med sablerne for at afskrække russerne, satsede den vesttyske regering under Brandt på mere diplomati, dialog og tilnærmelse overfor Sovjetunionen og DDR, den østtyske stat der var opstået efter, at russerne havde besat dele af Tyskland efter 2. Verdenskrig.

Tyskerne ser i dag Ostpolitik som en medvirkende årsag til, at der efterfølgende opstod et tøbrud mellem øst- og vestmagterne. Og til at Berlinmuren faldt i 1989, og det øst- og vesttyske folk blev genforenet året efter.

Med andre ord: den tyske østpolitik opfattes som en stor succes, ikke mindst i det socialdemokratiske parti, SPD, der lancerede den. Og når den nuværende, SPD-ledede regering, primært satser på dialog og tilnærmelse i den aktuelle konflikt med Rusland, så er det formentlig fordi den håber, at kunne gentage succesen.

Tyskland og Rusland har haft et særligt forhold til hinanden lige siden de russiske zarers tid, hvor tyske håndværkere, militærfolk og lærde udvandrede med deres familier til Rusland – blandt andet for at arbejde ved det rusiske hof.

Efter 2. Verdenskrig, hvor Sovjetunionen besatte det østlige Tyskland, satte russerne aftryk på kulturen i landet. Og mange forbindelser og sympatier eksisterer stadig. Det afspejler sig i et væld af tysk-russiske venskabsforeninger, kulturarrangementer – og til stadighed i den offentlige debat og i meningsmålinger.

Sidste år viste en måling, at 50 procent af borgerne i de østlige forbundslande gerne ville have tættere forbindelser til Rusland, mens det kun var tilfældet hos 25 procent af borgerne i vest.

74 procent østtyskere syntes, at etableringen af Nord Stream 2-gasrørledningen er en god idé. Blandt vesttyskere var det kun 48 procent.

I en ny meningsmåling svarer 90 procent af de adspurgte ja på spørgsmålet om, hvorvidt et godt forhold til Rusland er vigtigt. Og her er der ingen forskel mellem øst og vest.

Og den slags holdninger flyder selvfølgelig også ind i tysk politik i den aktuelle krise.

Samhandlen mellem tyskere og russere har været aftagende, siden Vesten indførte sanktioner mod Rusland efter annekteringen af Krim-halvøen i Ukraine i 2014.

Coronakrisen har svækket samhandlen yderligere, så Rusland i dag kun ligger på en 15. plads blandt de lande, Tyskland eksporterer til – og på en 14. plads blandt de lande, tyskerne importerer fra.

I 2013 lå Rusland på en 13. henholdsvis 7. plads.

Den aftagende samhandel har især ramt østtyske virksomheder, der traditionelt har handlet med Rusland siden DDR-tiden. I den østlige delstat Sachsen er eksporten til Rusland gået tilbage med 70 procent siden 2013. Og virksomhederne her frygter, at flere sanktioner mod Rusland i den aktuelle konflikt, vil skade dem yderligere.

Og i regeringen i Berlin er man også bevidst om, at sanktioner mod Rusland kan føre til modsanktioner, der vil ramme tysk erhvervsliv generelt.