Malte Voigts havde slet ikke regnet med, at han ville få så mange svar på sit nødråb i form af et stillingsopslag.

- Der er kommet over 500 ansøgninger. De kommer blandt andre fra tandlæger, sælgere, fysioterapeuter, kokke, studerende og pensionister, fortæller han.

500 mennesker har sagt ja til at hjælpe ”Spargelhof Kremmen”, Malte Voigts aspargesgård, med at få årets høst i hus. Den blege grøntsag er for længst ved at bore sig op gennem jorden på markerne en halv times kørsel uden for Berlin.

Men indtil nu har der ikke været nok folk til at plukke den.

Havde det været et hvilket som helst andet forår, ville flere hundrede østeuropæiske sæsonarbejdere være kommet til Kremmen for at hjælpe med høsten.

Men i år er alt anderledes.

For at bremse coronasmitten har Tyskland indført indrejseforbud for sæsonarbejdere fra for eksempel Rumænien. Polakker må stadig gerne indrejse, men når de vender tilbage til deres hjemland, skal de i 14 dages karantæne. Det betyder, at langt de fleste sæsonarbejdere udebliver.

Og pludselig står Tysklands godt 1.600 aspargesbønder med et problem, der truer deres eksistens.

Det hvide guld

Den hvide asparges er nærmest en kulinarisk helligdom i Tyskland. Den kaldes "det hvide guld", og når sæsonen rammer, stiger mundvandet synkront hos millioner af tyskere. Supermarkederne har hele sektioner fyldt med tårnende bundter af asparges.

Landets restauranter smider deres traditionelle menukort i skuffen og tilbyder i stedet aspargesretter i alle afskygninger.

Det er selvsagt en kæmpe forretning.

Sidste år blev der høstet 122.000 tons asparges i Tyskland, frem for alt i delstaterne Niedersachsen, Nordrhein-Westfalen og Brandenburg, hvor Kremmen ligger. I løbet af to måneder tjener bønder som Malte Voigts de penge, der skal bringe dem gennem resten af året.

Men det bliver langt sværere i år. Derfor har aspargesbønderne udsendt deres nødråb, der er blevet videregivet af en række tyske medier. Og som er blevet hørt.

I denne uge troppede de frivillige hjælpere op til første arbejdsdag på Malte Voigts gård – og hos flere andre aspargesbønder i regionen. Nogle af de frivillige kommer i solidaritet, andre fordi de har mistet deres egentlige arbejde under coronakrisen.

Tim Fielitz skulle have været ude at rejse. I stedet har han første dag som sæsonarbejder, da DR Nyheder møder ham ude på aspargesgården:

- Det er desværre ikke alle, vi kan bruge, konstaterer Malte Voigts.

- Det skyldes blandt andet, at mange kun har mulighed for at hjælpe i en kort periode, for eksempel en weekend. Her taler vi for eksempel om pensionister eller studerende. Og vi har altså mere brug for arbejdskraft, der kan hjælpe med hele sæsonen.

Ikke så ligetil

De frivillige skal også have den rette fysik til det hårde, manuelle arbejde, hvor man går foroverbøjet meget af tiden.

Den største udfordring for de hjælpende hænder er imidlertid, at de fleste af dem aldrig før har haft fat i et af de lange aspargesjern, som man bruger til at høste grøntsagen. En ikke helt nem opgave:

- Hvis man ikke har lært den rigtige teknik, og bare stikker løs, risikerer man at ødelægge planten. Og så kommer vi til at høste mindre i de kommende år, siger Malte Voigts. Alligevel er han glad for, at så mange vil være med til at redde aspargeshøsten.

Hjælpen fra de frivillige er dog en dråbe i havet i forhold til det store, udækkede behov for sæsonarbejdere, Tyskland står med under coronakrisen.

Det har den tyske regering også indset. Og derfor har landbrugsminister Julia Klöckner givet særtilladelse til, at 80.000 østeuropæiske sæsonarbejdere kan blive fløjet til Tyskland. I sidste uge landede de første fly i blandt andet Hamborg, Nürnberg og Berlin.

- Vi er lettede, for nu kan vi holde gang i vores landbrug. Uden de udenlandske sæsonarbejdere havde vi næppe klaret det, konstaterede formanden for forbundet af tyske landmænd, Joachim Rukwied, på tysk tv.

Desværre gavner tiltaget ikke umiddelbart Malte Voigts.

- Fordelingen af de her sæsonarbejdere er så gennemreguleret, at vi ikke kommer til at se nogen af dem her hos os, siger han.

Så aspargesbonden i Kremmen må i første omgang håbe på, at han kan hente høsten hjem med sine egne arbejdere og med de frivillige.

Imens bliver manglen på østeuropæiske sæsonarbejdere tydelig flere steder i Europa. Og i takt med at flere og flere tomater, agurker, jordbær og asparges modner og skal høstes i de europæiske lande, kan der snart opstå kamp om arbejdskraften østfra.