Tysklands-korrespondent: Merkel er presset fra alle sider

Der udspiller sig et sandt drama i Bruxelles, hvor eurolandene forhandler om en ny hjælpepakke til Grækenland.

Den tyske kansler Angela Merkel i samtale med Frankrigs præsident Francois Hollande og Grækenlands premierminister Alexis Tsipras. REUTERS/Stringer/Pool (Foto: pool © Scanpix)

Den tyske kansler Angela Merkel er presset på flere fronter i forbindelse med forhandlingerne om en ny hjælpepakke til Grækenland.

I EU er tyskernes forslag om en mulig fem-årig euro ”time-out” til grækerne blevet modtaget med skarp kritik.

Merkel er dog også under beskydning i sit eget hjemland, hvor et stadigt stigende antal af Merkels partifæller er i oprør alene ved tanken om en tredje hjælpepakke, fortæller DR’s korrespondent i Tyskland, Michael Reiter.

Merkel skyld i EU-kollaps

- Derfor skulle man tro, at der i Tyskland ville være pres på Merkel for at gennemtrumfe en græsk udtræden af euroen, men situationen er faktisk den, at kritikken vokser af den løsningsmulighed, fortæller han.

Frygten er blandt andet, at en græsk udtræden af euroen vil få EU til at falde sammen – skulle det ske vil skylden lande på Merkel.

- Så situationen er i Tyskland, i Europa og internationalt, at Angela Merkel er presset fra alle sider, og det ser man ikke så ofte, siger Michael Reiter.

Grexit af bordet

Natten til mandag har stået på hårde forhandlinger i EU omkring vilkårene for en ny låneaftale til Grækenland.

I løbet af weekenden smed Tyskland så den bombe, at hvis ikke grækerne levede op til kreditorernes nye og skrappere reformkrav, burde de tage en "time out" fra eurosamarbejdet, hvilket Merkel bruger som et forsøg på at presse grækerne.

- Det er min vurdering, at dét, at hun nævner et grexit som en mulighed, sætter hun grækerne under pres. Grækerne troede simpelthen ikke, at det ville komme så vidt, forklarer han.

De seneste meldinger fra forhandlingerne er dog, at et midlertidigt ”grexit” angiveligt skulle være trukket af bordet igen.

Vil tvinge Tsipras til at trække sig

Ifølge Michael Reiter kan en anden strategi fra Angela Merkel være at stille krav til Grækenland, som er så strenge, at grækernes premierminister Alexis Tsipras ikke kan få det igennem i parlamentet.

- En konsekvens af det kunne være, at han udskrev valg og trak sig, og så vil eurogruppen ikke skulle forhandle med Alexis Tsipras og det her ekstremt venstreorienterede parti Syriza, siger han.

- Der bliver talt meget om i Tyskland lige nu, at det kan være Angela Merkels bagvedliggende strategi for forhandlingerne.

Det er blandt andet krav om stramme reformer og privatiseringer, som de øvrige lande ønsker, at Grækenland skal acceptere og gennemføre. Blandt kravene er eksempelvis en hurtig ændring af pensionssystemet og en privatisering af el-netværket.

Facebook
Twitter