Tysk regering ville give borgerne rabat på benzin og diesel, men sådan gik det ikke helt

Tysklands regering har indført brændstofrabatter, der ventes at være i omegnen af tre milliarder euro.

Tysklands regering har indført en midlertidig sænkning af brændstofsafgifterne. (Foto: © Niels Christian Vilmann, Scanpix)

Det skulle have været en håndsrækning til de mange bilister, da Tysklands regering indførte en midlertidig rabat på afgifterne på brændstof.

Tre milliarder euro - 22,3 milliarder kroner - er det anslået, at de tyske bilister ville spare på at tanke diesel og benzin.

Ordningen gælder i de tre sommermåneder, og den var tænkt som et forsøg på at dulme tyskernes lommesmerter i en tid, hvor energipriserne er på himmelflugt.

Men to uger efter afgiftsrabatten blev indført, kigger de tyske bilister stadig langt efter besparelserne.

- Det koster det samme at tanke som før brændstofrabatten. Egentlig var det en god idé med den rabat. Det virker bare ikke til, at den bliver fornuftigt omsat af tankstationerne, siger en tysk bilist til tv-stationen ARD.

De tyske bilister må kigge langt efter besparelser på tankstationerne, fordi ordningen ikke har ramt plet, fortæller Tysklands økonomi- og klimaminister, Robert Habeck.

- Det, der var tænkt som en aflastning af forbrugerne, lander i lommerne på de store olieselskaber. Det kan jeg godt forstå, at folk er sure over, siger Robert Habeck.

Tyske økonomer advarede mod, at det ville ske

Ifølge DR's korrespondent i Tyskland, Michael Reiter, peger alle pile på, at afgiftsrabatten på brændstof er et flop.

- Flere analyser når frem til, at olieselskaberne beholder godt to tredjedele af rabatten, mens en tredjedel tilfalder bilisterne.

- Når det slet ikke føles som om, bilisterne får noget af rabatten, så skyldes det også, at priserne pludselig steg, lige inden afgiftssænkningen blev indført, siger han.

Dermed bliver rabatten blot omkring 75 øre på en liter benzin imod de forventede 2,60 kroner. Den fejlslagne håndsrækning til de tyske bilister har fået kritikken til at vælte ned over Tysklands regering, fortæller Michael Reiter.

- Tyske økonomer havde over en bred kam advaret mod tiltaget, inden rabatten blev indført. Så nu hagler kritikken ned, for regeringen burde have vidst bedre, siger Michael Reiter.

Tysklands økonomi- og klimaminister, Robert Habeck, vil nu løse problemet ved at stramme kartellovgivningen. (Foto: © Lisi Niesner, Ritzau Scanpix)

Flere af de tyske økonomer, der advarede om, at afgiftsrabatten ville slå fejl, mener nu, at den bør tilbagerulles allerede efter to uger. En af dem er Marcel Fratzscher, der er økonom ved tænketanken DIW.

- Det er bydende nødvendigt, at vi får stoppet den brændstofrabat. Det ville give meget mere mening med direkte overførsler til borgerne. For eksempel i form af et energitilskud, siger Marcel Fratzscher.

Der er dog ikke noget, der i øjeblikket tyder på, at den tyske regering vil tilbagerulle afgiftsrabatten, fortæller Michael Reiter.

- Det virker som om, den tyske regering er bange for at tabe ansigt, hvis den starter en tilbagetrækning. I stedet taler økonomi- og klimaminister Habeck nu om at løse problemet ved at skærpe kartellovgivningen overfor olieselskaberne for at kunne inddrive nogle af de mistede penge.

- Men det kan give nogle forfatningsmæssige problemer, og det er noget, der kommer til at tage længere tid end de tre måneder, afgiftssænkningen varer, siger Michael Reiter.

De tyske bilister har ikke mærket regeringens brændstofrabat. (Foto: © Michael Kuenne, Michael Kuenne)

Ifølge Michael Reiter siger olieselskaberne, at de giver hele rabatten videre til forbrugerne, og det er stigende benzin- og dieselpriser, der gør, at kunderne på de tyske tankstationer ikke mærker afgiftsrabatten.

- Olieselskaberne siger, at de vitterligt giver hele afgiftssænkningen videre til bilisterne. Desværre steg prisen på råolie bare lige inden dens indførelse. Det argument er der så bare flere tyske eksperter, der skyder ned, siger han.

Men bundlinjen er ganske klar, vurderer DR's korrespondent i Tyskland.

- I sidste ende ser det ud til, at den tyske regering har betalt milliarder af euro til olieindustrien, selvom alle sagde, at det var en dårlig idé. Det kan man vist godt kalde et flop. Og det er ikke, fordi Tysklands regering ellers scorer mange point hos vælgerne. Tværtimod, siger Michael Reiter.