Uber skal til at se sig om efter en ny topchef.
Det sker, efter administrerende direktør Travis Kalanick i går måtte trække sig som konsekvens af et krav fra kørselstjenestens investorer. Det skriver New York Times.
Fem af Ubers største investorer forlangte, at Kalanick, som i 2009 var med til at stifte Uber, forlod posten. Heriblandt en af Ubers største aktionærer, venturekapital-firmaet Benchmark.
I et brev med overskriften ”Flytter Uber fremad” gav investorerne udtryk for deres ønske om, at Travis Kalanick øjeblikkeligt skulle trække sig, og at kørselstjenesten havde brug for nyt lederskab.
Efter mange timers diskussion med investorerne gik Kalanick med til at træde af som administrerende direktør. Han forbliver dog i kørselstjenestens bestyrelse.
- Jeg elsker Uber mere end noget andet i verden, og på dette svære tidspunkt i mit privatliv har jeg accepteret investorernes ønske om at træde til side, så Uber kan vende tilbage til at bygge frem for at blive distraheret af endnu en uoverensstemmelse, lød det fra Kalanick i en udtalelse.
Orlov og undskyldninger
Travis Kalanicks tilbagetrækning kommer efter flere måneders dårlig omtale for den nu tidligere administrerende direktør.
I sidste uge annoncerede Kalanick, at han ville tage orlov på ubestemt tid, fordi han for nylig mistede sin mor i en bådulykke. En orlov, der nu er mundet ud i en exit.
Tidligere på året udviklede en køretur med Uber Black (den ’fine’ udgave af Uber med professionel chauffør, red.) sig desuden til en møgsag for Kalanick. '
Chaufføren beklagede sig over, at Uber havde skåret kraftigt i taksterne, og diskussionen mellem de to endte med, at Kalanick sted ud af bilen med ordene:
- Nogen mennesker vil bare ikke tage ansvar for deres eget lort. De bebrejder alle andre for alt i deres liv. Held og lykke.
Chaufføren optog episoden, som senere spredte sig på nettet og medførte, at Kalanick måtte undskylde sin opførsel over for Ubers ansatte.