Udenrigsministeriet advarer danskere i Paris

De voldelige optøjer i Paris får Udenrigsministeriet til at udsende advarsel.

Udenrigsministeriet opfordrer folk sig væk fra området ved Triumfbuen. (Foto: ZAKARIA ABDELKAFI © Scanpix)

I løbet af lørdagen har gaderne i dele af Paris været deciderede kampzoner med brændende biler, flyvende brosten, tåregas og chokgranater.

Sammenstød mellem politiet og tusindvis af demonstranter, der protesterer mod præsident Emmanuel Macrons økonomiske politik, har ført til mindst 265 anholdelser, og omkring 100 personer er blevet såret, oplyser Reuters.

De voldelige optøjer har nu fået Udenrigsministeriet til at advare danskere, der opholder sig i Paris.

Udenrigsministeriets Borgerservice skriver således på Facebook, at danskere, der opholder sig i den franske hovedstad, bør undgå at færdes i “områderne Champs-Élysées, Concorde-pladsen, Triumfbuen, Boulevard Haussmann og Rue de Rivoli.”

- Hold dig på afstand af demonstrationerne. Følg de lokale myndigheders anvisninger og orientér dig via de lokale medier, for eksempel Franceinfo.fr, skriver Udenrigsministeriet.

Afbrændte biler ses flere steder i Paris. (Foto: Charles platiau © Scanpix)

Protester mod økonomisk politik

Protesterne, der er startet af ‘De Gule Vestes Bevægelse’, opstod som følge af forhøjede afgifter på benzin og diesel, som præsident Emmanuel Macron har indført.

Aktivisternes kamp handler nu i lige så høj grad om den generelle økonomiske udvikling i Frankrig. De mener, at politiske reformer, som Macron står bag, er skyld i reallønsnedgang, faldende købekraft og økonomisk ulighed.

Det franske Indenrigsministerium har fastslået, at omkring 75.000 demonstranter har været på gaden i Frankrig i dag.

Flere metrostationer, butikker og stormagasiner har været lukket på grund af urolighederne.

Facebook
Twitter