Udenrigsministeriet fraråder ikke rejser til jordskælvsramt område

Danske feriegæster kan fortsat rejse til Grækenland og Tyrkiet på trods af jordskælv, siger Udenrigsministeriet.

Turister er samlet udenfor en terminal på den græske ø Kos, efter flere flyafgange blev aflyst på grund af jordskælvet. (Foto: LOUISA GOULIAMAKI © Scanpix)

Danske turister på vej til Grækenland eller Tyrkiet kan trygt rejse afsted, selvom et jordskælv i nat ramte de græske øer Kos og Rhodos samt de tyrkiske turistmål Mamaris og Bodrum. Sådan lyder beskeden fra Udenrigsministeriet og rejsebureauer.

- Vi fraråder ikke rejser til Tyrkiet eller Grækenland på baggrund af det her. Ifølge vores oplysninger går situationen i retning af en normalisering, og derfor ændrer vi ikke i vores anbefalinger, siger Martin Ellehøj, der er fungerende chef i Borgerservice hos Udenrigsministeriet.

På ferieøen Kos i Grækenland blev to personer blevet dræbt af jordskælvet, der målte 6,7 på Richterskalaen. Mere end 100 personer meldes indtil videre såret. Udenrigsministeriet har fået mange opkald fra bekymrede danskere, der enten har pårørende tæt på eller selv har været berørt af jordskælvet, men Ifølge Martin Ellehøj er ingen danskere kommet noget alvorligt til.

-Der er nogle danskere, som har fået nogle knubs, men så vidt vi ved, er ingen hårdt medtaget.

Rejsebureau fortsætter som før

Hos Spies Rejser, der hvert år sender tusinder danskere til det græske øhav, er der ikke noget, der har ændret sig efter jordskælvet.

Det siger Spies' kommunikationschef, Torben Andersen.

- Der er ikke nogen ændringer i Udenrigsministeriets rejsevejledning, hverken når det gælder Kos eller andre berørte områder. Så vi flyver som planlagt med undtagelse af små forsinkelser.

Torben Andersen understreger, at flere af selskabets gæster har været urolige ovenpå nattens jordskælv, men han mener ikke, at der er grund til alvorlig bekymring for selskabets gæster.

- Vores hoteller er jordskælvssikrede og står, som de også gjorde i går. Så jeg tror, at folk kommer ned og får den ferie, de forventer at få, siger Torben Andersen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter