Udvalg vil skrumpe EU-Parlamentet efter brexit

Forfatningsudvalg vil reservere pladser i EU-Parlamentet til fælleseuropæiske lister ved britisk EU-exit.

EU-Parlamentets forfatningsudvalg stemmer om fordelingen af pladser i EU-Parlamentet efter brexit. (Foto: Torben Christensen /Scanpix © Frederick Florin)

EU-Parlamentet bør skrumpe fra de nuværende 751 medlemmer til 705, når briterne forlader EU.

Men samtidig skal der afsættes pladser til mulige fremtidige fælleseuropæiske lister, hvor folk fra forskellige EU-lande kan vælges ind.

I hvert fald hvis det står til EU-Parlamentets forfatningsudvalg, der tirsdag har vendt tomlen op til et forslag om fordelingen.

Briterne sidder i øjeblikket på 73 parlamentspladser. Forslaget lyder, at 27 af dem bør fordeles på 14 af de EU-lande, der bliver i unionen.

Her ser udvalget, at blandt andet Danmark, Polen og Sverige bliver hver én plads rigere, mens for eksempel Frankrig og Spanien vokser med hver fem sæder.

De sidste 46 pladser vil udvalget reservere til enten fremtidige udvidelser af EU eller en mulig fremtidig fælleseuropæisk liste.

Forslaget blev stemt igennem med 21 stemmer for og 4 imod.

Messerschmidt imod

Danmark har 13 ud af de nuværende 751 pladser. Men bliver forslaget vedtaget, kan der blive plads til 14 danske pladser.

En af dem, der stemte imod forslaget er EU-parlamentariker Morten Messerschmidt (DF), der er næstformand i udvalget.

Han bryder sig ikke om muligheden for at sidde i parlamentet uden at repræsentere et land.

- Det vil gavne de store sprogområder, og det vil gøre, at medlemslandene vil blive skubbet i baggrunden, siger han og foreslår i stedet at sløjfe alle 73 pladser:

- Og så skal man i øvrigt ikke begyndte at lave nye europæiske eventyr ved at opfinde transnationale mandater.

Det bakker EU-parlamentariker Morten Løkkegaard (V) op om.

- Sådan et forslag vil betyde, at kandidater fra små lande ville blive løbet groft hen over, fordi man ikke har lige så mange stemmer, siger han.

  • EU-Parlamentet skal stemme om forslaget, når det samles i Strasbourg i februar.

  • Men i sidste ende er det EU's stats- og regeringschefer, der skal vedtage fremtidens fordeling af pladserne i parlamentet.

  • Briterne forlader EU i marts 2019. Næste valg til EU-Parlamentet er i maj samme år.

/ritzau/

Facebook
Twitter