Udviklingsminister: Fængsling af Bobi Wine er dybt bekymrende

Den ugandiske sanger og oppositionspolitiker er i retten netop nu for at organisere demonstration.

Bobi Wine på vej til topsikkerhedsfængsel i politibus, imens hans støtter protesterer (Foto: NICHOLAS BAMULANZEKI © Scanpix)

Danmark vil ikke straffe Uganda på bistanden, selv om præsident Musevenis styre har fængslet landets mest populære oppositionspolitiker, sangeren Bobi Wine.

Det siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i et skriftligt svar til DR Nyheder, hvor hun samtidig understreger, at hun ikke er tryg ved udviklingen i landet.

- Det er stærkt bekymrende, at Bobbi Wine nu igen er fængslet – denne gang for at afholde et offentligt møde i juli 2018 uden nødvendig tilladelse fra politiet, lyder det fra Ulla Tørnæs.

Musikeren under en anholdelse 22. april. (Foto: BADRU KATUMBA © Scanpix)

Det er ikke første gang, at oppositionspolitikeren har været tilbageholdt af myndighederne, som han også siger udsatte ham for vold i en grad, så han sidste år måtte gå med krykker og søge medicinsk behandling i USA.

Dengang førte det til, at Danmark, som frem til 2022 bruger knap en milliard kroner på bistand i Uganda, via ambassaden og EU understregede, at "mishandling af politiske modstandere er helt uacceptabelt", lyder det fra Tørnæs.

Selv viderebragte hun samme budskab til landets premierminister under et besøg sidste år. Den nyeste udvikling bliver fulgt tæt, lover ministeren.

- Og vi intensiverer den politiske dialog på flere niveauer, særligt i samarbejde med EU, blandt andet når EU-ambassadørerne i Uganda mødes med præsident Museveni senere på ugen, udtaler hun.

Politi brugte tåregas og varselsskud

Bobi Wine blev anholdt mandag på vej til en politistation for at lade sig afhøre, sigtet for sin rolle i protester sidste år mod en lov om skat på brug af 58 hjemmesider og sociale medier, deriblandt Facebook, Whatsapp og Twitter.

Inden da havde han været i husarrest siden påske, hvor han brugte tiden på at skrive og offentliggøre en sang til landets sikkerhedsstyrker, hvor han opfordrer dem til at stille sig på folkets side.

Efter anholdelsen blev han sendt til et højsikkerhedsfængsel, hvor han har siddet frem til retshandlingen i dag.

Hans seneste fængsling har ført til vrede blandt hans mange unge følgere, og politiet måtte bruge tåregas og skyde op i luften for at bane vejen for den politibus, som skulle køre Wine til Luzira-fængslet.

I går afbrændte de dæk og lukkede en bro i hovedstaden i en halv time. Og de har varslet demonstrationer i dag i forbindelse med retssagen, som i sidste øjeblik er ændret, så Bobi Wine nu er med via video fra fængslet.

En tilhænger af oppositionspolitikeren anholdes tidligere på måneden. (Foto: BADRU KATUMBA © Scanpix)

Udviklingen fik tirsdag DR's Afrika-korrespondent til at vurdere, at Ugandas hårde adfærd over for Bobi Wine kan bunde i en frygt for et folkeoprør som dem i Algeriet og Sudan, som de seneste måneder har tvunget landets præsidenter fra magten.

Ulla Tørnæs vil dog ikke trække paralleller, men understreger at Danmark støtter en demokratisk udvikling aktivt.

- De seneste tiders autoritære tendenser i Uganda viser netop, at Danmarks støtte til frie medier, forsamlingsfrihed og organisationer, der arbejder for respekt for menneskerettigheder i Uganda, er mere afgørende end nogensinde, lyder det.

Danmark støtter primært civilsamfundet

Yoweri Museveni har været ved magten i Uganda siden 1986 og har tidligere været rost for at forbedre landets økonomi og være effektiv i bekæmpelsen af HIV/AIDS.

Men han har også ført krige, både i nabolandet Congo og mod en oprørsbevægelse i den nordlige del af Uganda, som er gået hårdt ud over civilbefolkningen.

Samtidig har han indført den udskældte beskatning på sociale medier og andre steder, hvor det er muligt at ytre sig frit, som Bobi Wine har kritiseret. Ifølge præsident Museveni bruges internettet til at sprede sladder og "fake news".

Sidste år fik han ændret landets lovgivning, så han kan vælges en sjette gang, når landet går til præsidentvalg i 2020. Under den ophedede parlamentsdebat skred politiet ind og angreb oppositionsmedlemmer.

Dertil kommer den hårde behandling af oppositionspolitikeren Bobi Wine, som har antydet at han vil søge at udfordre Museveni ved næste valg.

Men trods den bekymrende udvikling i det østafrikanske land vil Danmark ikke straffe det på bistanden, som netop Bobi Wine har opfordret til.

Det skyldes ifølge udviklingsminister Ulla Tørnæs, at kun meget lidt af bistanden går til den ugandiske stat. Langt størstedelen gives direkte til ngo'er og projekter i civilsamfundet.

En svækket Bobi Wine i kørestol kort før afgangen for at få medicinsk behandling i USA sidste år. (Foto: SOCIAL MEDIA © Scanpix)

Dermed støtter Danmark op om arbejdet med landets mange flygtninge, kvinder og homoseksuelles rettigheder, klima og landbrug.

Facebook
Twitter