Ugandisk klimaaktivist blev klippet ud af foto: 'Nu forstår jeg, hvad racisme betyder'

Det ansvarlige nyhedsbureau afviser, at de klippede Vanessa Nakate ud af billedet på grund af hendes hudfarve.

Vanessa Nakates (yderst til venstre) historie har medført en regulær 'shitstorm' på Twitter. (Foto: © Denis Balibouse, Scanpix)

Sammen med andre unge klimaaktivister deltog 23-årige Vanessa Nakate fra Uganda i det netop afsluttede topmøde World Economic Forum i Davos i Schweiz.

Da hun ville læse en artikel om dagene i den schweiziske bjergby, blev Vanessa Nakate chokeret.

På billedet i toppen af nyhedsbureauet AP's artikel er hun nemlig væk.

Hun stod ellers der ved siden af Luisa Neubauer, Greta Thunberg, Isabelle Axelsson og Loukina Tille, da fotografen var forbi, men på billedet, som blev bragt i flere store medier, er Vanessa Nakate som den eneste klippet ud.

Du kan se billederne her i et opslag, som Vanessa Nakate har skrevet på Twitter:

- I slettede ikke kun et fotografi. I slettede et kontinent, skriver Vanessa Nakate under billedet.

'Vi fortjener ikke det her'

I en følelsesladet video, som klimaaktivisten har delt, og som er blevet set knap 400.000 gange, deler hun sine frustrationer.

- Jeg har set, hvor meget folk bliver påvirket af klimakrisen i mit land og i Afrika. Hvem skal tale for alle de mennesker? Hvem skal hjælpe dem og få deres budskab ud? For første gang i mit liv forstår jeg, hvad racisme betyder, siger Vanessa Nakate og fortsætter:

- Vi fortjener ikke det her. Afrika er den mindste udleder af CO2, men vi er dem, der bliver mest berørt af klimakrisen.

Andre klimaaktivister var hurtige til at erklære deres støtte til Vanessa Nakate.

- Jeg er så ked af, at de har gjort det her ved dig. Du er den sidste person til at fortjene det! Vi er alle så taknemlige for det, du gør, og vi sender allesammen kærlighed og støtte, lyder det fra Greta Thunberg.

Nyhedsbureau: Der var en distraherende bygning

Det er nyhedsbureaet AP, der er ansvarlig for redigeringen af fotografiet, som siden blev delt af andre medier.

Det var ikke med onde intentioner, at Vanessa Nakate blev klippet ud af billedet af de fem unge aktivister, understreger en talsmand overfor mediet Buzzfeed.

- Fotografen forsøgte at få et billede ud under en hurtig og stram deadline og beskar billedet udelukkende af kompositoriske årsager, fordi han syntes, at bygningen i baggrunden var distraherende, siger talsmand David Ake.

Billedet er siden blevet trukket tilbage til fordel for versioner, hvor Vanessa Nakate er på.

Selv om Vanessa Nakate er ked af hele situationen, føler hun sig efter eget udsagn "stærkere end nogensinde før". Det skriver hun på Twitter.

- Nu ved jeg i det mindste, at det her aldrig kommer til at ske for en anden afrikansk klimaaktivist. Tiden er inde til at lytte til afrikanske stemmer.