Ukraine forbyder prorussisk litteratur

Forbuddet gælder al litteratur, der er anti-ukrainsk eller forherliger Rusland, lyder det fra den ukrainske regering.

Den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, har den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen som rådgiver. (Foto: handout © Scanpix)

Tidligere er en række russiske bøger blevet forbudt i Ukraine, og nu går den ukrainske regering et skridt videre med en ny lov. Den forbyder al litteratur, der "forherliger Rusland og dets ledelse, er anti-ukrainsk eller forsvarer totalitære holdninger", skriver Spiegel Online.

Hvilke bøger, der falder ind under den nye lov, skal afgøres af et ekspertråd, oplyser regeringen.

Beskyttelse mod misinformation

I 2015 blev en række russiske værker forbudt i Ukraine som led i konflikten med Rusland.

Her lød det, at forbuddet skulle beskytte ukrainske borgere mod "informationskrigsførelse og misinformation og mod spredning af had-ideologier, fascisme, fremmedhad og separatisme".

I alt blev 38 bøger forbudt. De fleste var ifølge Spiegel af forfattere, der har forsvaret Ruslands annektering af Krim-halvøen.

Forbuddet gælder ikke kun litteratur, men også en række tv-stationer og nogle russiske film.

Rusland har på samme måde indført en række forbud mod ukrainske publikationer.

I november blev lederen af et bibliotek i Moskva, der er specialiseret i ukrainsk litteratur, fængslet for at sprede "had" ved at lade anti-russiske bøger være tilgængelige i sin samling.

EU og USA opretholder fortsat en række økonomiske sanktioner mod Rusland på grund af landets fremfærd i Ukraine.

Facebook
Twitter