Ukraine ramt af omfattende cyberangreb: 'Høj sandsynlighed for, at Rusland står bag'

EU fordømmer cyberangrebet, der har lagt adskillige hjemmesider ned i den ukrainske statsadministration.

Dette skærmbillede mødte besøgende på det ukrainske udenrigsministeriums hjemmeside, efter at et omfattende cyberangreb har ramt landets statsadministration. (Foto: VALENTYN OGIRENKO © Ritzau Scanpix)

Et omfattende cyberangreb har fredag ramt flere statslige hjemmesider i Ukraine.

Det er uklart, hvem der står bag angrebet, der lagde flere ministeriers hjemmesider ned, men en meddelelse blev midlertidigt vist på blandt andet udenrigsministeriets hjemmeside:

- Ukrainere! Alle jeres personoplysninger er uploadet til det offentlige netværk. Alle lokale data er blevet slettet og kan ikke genskabes. Al information om dig er blevet offentliggjort, vær bange og forvent det værste, stod der ifølge Reuters på ukrainsk, russisk og polsk.

En talsmand for Ukraines udenrigsministerium bekræfter, at flere statslige hjemmesider er nede, og at man arbejder på at genoprette dem. (Foto: Twitter)

Den ukrainske regering har siden udsendt en meddelelse om, at ingen personlige data er lækket, og at der ikke er foretaget nogen ændringer af statslige hjemmesider under angrebet. Man har også fået flere sider op at køre igen i løbet af formiddagen.

- Det er et omfattende angreb på især hjemmesider, som hører under den ukrainske statsadministration, fortæller Flemming Splidsboel, der er seniorforsker i global sikkerhed ved Dansk Institut for Internationale Studier.

- Altså, forskellige regeringshjemmesider og dele af den offentlig administration. Hjemmesiderne er blevet overtaget, og enten fungerer de slet ikke, eller også er der nogle beskeder på dem, som også relaterer sig til konflikten mellem Ukraine og Rusland.

Pilen peger på Rusland

Der er endnu ingen, der har taget ansvaret for angrebet, men ifølge Flemming Splidsboel er det sandsynligt, at Rusland står bag.

- Vi må sige, at der er en høj sandsynlighed for, at Rusland står bag. Der er næppe nogen, som vil tage ansvaret for det. Det skal nogle cybereksperter nu finde ud af, og det kan jo tage et stykke tid. Og det kan sagtens ende med, at der er tvivl nok om angrebet til, at de, der står bag, kan benægte det, siger han.

Cyberangrebet på Ukraine er langt fra det første, og noget tyder på, at det denne gang ikke er helt så alvorligt som ved tidligere lejligheder.

- Der har tidligere været flere angreb på Ukraine, som kommer fra russisk side. Der var blandt andet et i 2015 og et igen i 2017, som var et meget stort angreb, der også ramte danske virksomheder, herunder Mærsk. Så der er en stor sandsynlighed for, at angrebet kommer fra russisk side, vurderer Splidsboel.

- Russerne har viljen til det, de har evnen, og de har ret sofistikerede cyber-kapabiliteter- og våben, de kan bruge.

EU fordømmer angrebet

Fra europæisk side er der allerede kommet fordømmelser af angrebet. EU’s udenrigschef Josep Borrell mener, der er behov for et hastemøde som modsvar til angrebet.

- Vi vil mobilisere alle vores ressourcer for at hjælpe Ukraine med at håndtere cyberangrebet. Vi vidste desværre, at det kunne ske, siger Josep Borrell ifølge Reuters.

- Jeg kan ikke beskylde nogen for angrebet, for jeg har ingen beviser, men man kan forestille sig, hvem der står bag.

Også Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod har understreget sin støtte til Ukraine efter cyberangrebet.

Optimisme trods provokationer

Cyberangrebet mod Ukraine kommer efter en uge, hvor Rusland, USA og Nato har holdt flere møder i et forsøg på at nedtrappe konflikten mellem Rusland og Ukraine.

Russiske militær har taget opstilling nær grænsen til Ukraine, og der meldes om flere 100.000 russiske soldater i området. Men selvom de diplomatiske møder ikke kastede nogen aftaler af sig, ser Flemming Splidsboel optimistisk på situationen.

- Jeg synes, egentlig det er positivt, og det er jo et lidt spøjst perspektiv. Men alternativet kunne være meget værre. Der er måske også nogle tegn på, at man ikke ønsker at lancere en stor offensiv hen over grænsen til det østlige Ukraine med tusindvis af kampvogne, siger Flemming Splidsboel.

- Der er ikke meget fremskridt, men tonen er ikke blevet hårdere, så på den måde er det positivt, synes jeg.

FacebookTwitter