Ukrainsk militær angriber lufthavn i Donetsk

Ukrainsk militær har indledt en større operation mod lufthavnen, der er besat af separatister.

Pro-russiske militante ved Donetsk lufthavn. (Foto: ALEXANDER KHUDOTEPLY © Scanpix)

Det ukrainske militær har indledt en offensiv mod lufthavnen i Donetsk, der natten til mandag blev indtaget af separatister. Det bekræfter militæret ifølge AFP.

- Efter at tidsfristen udløb klokken 13, har vi iværksat en anti-terror operation, siger en militærtalsmand, Oleksej Dimitrashivskij, til AFP.

Han tilføjer, at de ukrainske styrker bliver bakket op af Mi-8 helikoptere med paramilitære soldater.

Intense ildkampe

En fotograf fra nyhedsbureauet Reuters beretter, at tre af militærets kamphelikoptere har åbnet ild mod separatisterne i lufthavnen. Helikopterne skyder med skarpt mod de militante separatister, som angiveligt forsøger at skyde helikopterne ned.

Helikopterne skyder både mod selve lufthavnsbygningen og mod strategisk udvalgte steder på landingsbanen, skriver Reuters.

Ukrainske kampfly overflyver lufthavnen, som der stiger tyk sort røg op fra. Samtidig høres der eksplosioner og tunge maskingeværsalver inde fra lufthavnens område.

Urolighederne ved lufthavnen har ifølge lokale medier stået på i flere timer.

Været lukket siden tidlig morgen

Ifølge nyhedsbureauet AFP tog bevæbnede separatister mandag kontrollen med lufthavnen, der herefter blev evakueret.

Efter det ukrainske militærs angreb på lufthavnen har adskillige separatister angiveligt tilsluttet sig de oprørere, der indtog lufthavnen natten til mandag.

Alt flytrafik har siden klokken syv mandag morgen været indstillet.

Angrebet sker, dagen efter at den provestlige forretningsmand Petro Porosjenko vandt det ukrainske præsidentvalg.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter