Under 10 procent i Afrika er fuldt vaccinerede mod corona – og det vil også få konsekvenser for dig

Under halvdelen af verdens befolkning er færdigvaccinerede mod coronavirus.

Sydsudan er et at de lande i verden, hvor færrest er blevet vaccineret mod coronavirus. (Foto: Torben Kjærsgaard Madsen © DR)

Rejser du til Portugal, er hele 88 procent af befolkningen fuldt vaccinerede mod corona.

Men tager du i stedet til Sydsudan, udgør andelen af færdigvaccinerede kun lidt over 1 procent af befolkningen.

Vaccineuligheden i verden er stor, og det kan også give problemer for os i Danmark.

- Før vi er sikre på, at pandemien er under kontrol alle steder, vil vi altid være i risiko for, at der opstår en variant, vi ikke kan gardere os imod. Og som kan sprede sig meget hurtigt til vores del af verden, fortæller Flemming Konradsen, der er professor i global sundhed ved Københavns Universitet.

44 procent af verdens befolkning er færdigvaccinerede mod coronavirus. I Danmark er tallet 77 procent.

Men særligt de fattigste lande har en lav vaccineprocent, for kun seks procent i lavindkomst-lande har fået mindst ét stik ifølge Our World in Data. Det gælder blandt andet lande som Kenya og Sudan.

Se her, hvor mange der er færdigvaccinerede på hvert kontinent:

Det er ikke længere mangel på vaccinerglobalt plan, der udgør det største problem, mener Flemming Konradsen.

- Vi står ikke i den samme situation som for et år siden, hvor der var en meget stor mangel på vacciner. Produktionskapaciteten er gået op, fortæller han.

Konradsen mener også, at det burde det være muligt at få langt flere vaccineret.

- Hvis vi fordelte vaccinerne endnu mere effektivt og lod være med at holde dem på lager, burde vi om nogle få måneder være i en situation, hvor vi kunne levere vacciner både til de rige og til de mindre rige lande, påpeger han.

Så hvad er egentlig årsagen til, at mange lande har en så lav vaccineprocent?

DR's korrespondenter fortæller om tre steder i verden, hvor det især halter med at få vaccineret befolkningen og giver her deres bud på, hvorfor situation ser ud, som den gør.

1

Afrika

Det kontinent i verden med den klart laveste vaccinedækning er Afrika, hvor kun 7,7 procent er fuldt vaccinerede.

I flere afrikanske lande har under to procent fået første stik – det gælder for eksempel Nigeria, Etiopien og Sydsudan.

Før musen over hvert land på verdenskortet for at se, hvor mange der er færdigvaccinerede:

Netop Sydsudan har DR's Afrika-korrespondent, Søren Bendixen, besøgt. Her har man fået leveret kun 330.000 vacciner til en befolkning på 12-14 millioner, fortæller han.

Her er det store problem ikke kun at skaffe vaccinerne, men også at få dem ud til befolkningen. For i Sydsudan halter infrastrukturen gevaldigt, og et vejnet med asfaltveje er nærmest ikke-eksisterende. Det oplevede Bendixen, da han var med på en mission for at få vacciner ud til et sydsudansk samfund.

– Vi var på to dages rejse med båd for at nå ud til et samfund, der skulle bruge 60.000 vacciner. Vi havde 50 vacciner med på den operation. Det siger meget godt, hvor vanskelig en operation det er, hvis en større del af befolkningen skal blive vaccineret. Der er rigtig, rigtig langt igen, fortæller Bendixen.

Denne båd skulle bringe coronavacciner ud til et samfund i Sydsudan via Den Hvide Nil, fordi det ikke var muligt at transportere dem over land. (Foto: Torben Kjærsgaard Madsen © DR)

Ifølge Bendixen er der generelt tre problemer, der gør det udfordrende at få vaccineret afrikanerne:

  1. 1

    Mange lande har ikke råd og adgang til vacciner.

  2. 2

    Infrastrukturen er så dårlig, at vaccinerne ikke kan komme ud til befolkningen.

  3. 3

    Der hersker mange konspirationsteorier, som gør, at folk frygter, at vaccinen blandt andet kan slå én ihjel eller gøre én steril.

– En ting er at få råd til at købe vaccinen. Men hvis man ikke har råd til at få den rullet ud, der hvor befolkningen bor, så er man jo temmelig ilde stedt. Det er ikke nogen nem operation at bringe vacciner, som skal holdes under nogle bestemte forhold, helt ud på landet, fortæller Bendixen.

2

Mellemøsten

I flere mellemøstlige lande er det også en udfordring at få vaccineret befolkningen, fortæller DR's Mellemøsten-korrespondent, Michael S. Lund.

– Vaccinesituationen i Mellemøsten er meget, meget ulige. I en række rige lande, som Israel og Golfstaterne, har man vaccineret rigtig mange. I de fattigste lande, hvor der er krig og konflikt, er der meget få, der er vaccinerede. For eksempel i Syrien, Yemen og Irak, fortæller han.

Årsagen til, at så få er vaccinerede, er blandt andet, at man ikke har råd og adgang til vaccinerne.

– Disse lande er bagud, fordi de har været bagerst i køen, og ikke har haft råd til at købe vaccinerne. Så de er afhængige af at vente på, at der kommer nogle gratis vacciner, der enten bliver doneret af WHO eller af lande, som gerne vil hjælpe. Og det går altså bare langsomt, fortæller han.

Han fortæller også, hvordan hospitalerne i landet har svært ved at følge med. Det oplevede han for eksempel i Syrien, hvor kun fire procent af befolkningen er færdigvaccinerede på nuværende tidspunkt.

– Jeg var i maj inde på et hospital i det nordøstlige Syrien, som var en gammel kyllingefarm, man havde omdannet til et coronahospital. Det var i øvrigt et af de bedste hospitaler i det område, og det siger lidt om standarden. Man havde ikke engang respiratorer, fortæller S. Lund.

  • Billede fra det coronahospital, som Michael S. Lund besøgte i maj. En sygeplejerske hjælper en covid-19-patient op at sidde på hospitalet i det nordøstlige Syrien. Ingen af personalet var vaccineret, da der stort set ikke var vacciner til rådighed i området. (Foto: Michael S. Lund © DR Nyheder)
  • Bygningen var oprindeligt en kyllingefarm, indtil den blev lavet om til et af områdets få covid-19-hospitaler. (Foto: Michael S. Lund © DR Nyheder)
  • Hospitalets leder, Imad al-Nada, viser her generatoren frem, som leverede al strøm til hospitalet. Gik den i stå, stoppede maskinerne med at sende ilt til patienterne. (Foto: Michael S. Lund © DR Nyheder)
  • Hospitalets nødgenerator blev overbelastet på 10 minutter og brød sammen. Derfor var hele hospitalet og patienterne afhængige af en enkelt generator. (Foto: Michael S. Lund © DR Nyheder)
1 / 4
3

Østeuropa

Flere lande i Østeuropa har en meget lav vaccinationsgrad. For eksempel er 27 procent nu færdigvaccinerede i Ukraine, i Bulgarien er det 26 procent og lidt mere end hver tredje i Rusland.

Ifølge DR's Rusland-korrespondent, Matilde Kimer, er det ikke adgangen til vaccinen, der her er det store problem.

– Folk siger nej til vaccinen, fordi rigtig mange i Østeuropa har en så iboende mistillid til systemet. Det er ikke noget argument her, at myndighederne siger, "vaccinerne er for dit eget bedste".

Ikke kun myndighederne møder skepsis, men også selve vaccinen. Der hersker flere konspirationsteorier, som Kimer mener, har sin rod i den måde, man har omtalt vacciner på, blandt andet på stats-tv.

– Man har for eksempel kaldt AstraZeneca-vaccinen for 'abe-vaccinen'. På nogle statskanaler lod man folk sige, at man risikerede at få abe-DNA, hvis man blev vaccineret med den. Andre fik frit spil til at hævde, at andre vacciner end Sputnik kunne gøre dig steril, fortæller Kimer.

Nu giver retorikken omkring vaccinerne bagslag, for russerne er også skeptiske over for Sputnik-vaccinen, som er den russisk producerede coronavaccine, påpeger Kimer.

Rusland prøver derfor at få flere til at blive vaccineret ved at sætte hårde begrænsninger for dem, der endnu ikke har fået et stik med corona-kanylen.

Fra den 1. februar er det for eksempel ikke længere nok at have en pcr-test, hvis du i Rusland skal med offentlig transport – du skal også være vaccineret.

Det har fået flere til at købe falske vaccinebeviser på nettet, fortæller Kimer.

– Der er folk, der tyer til forfalskningspapirer. For nylig havde vi et læk fra 'the dark web', hvor en halv million russeres navne var på. Altså folk, som havde købt vaccinations-certifikater uden at være blevet vaccineret.

Her kan du sammenligne udviklingen i, hvor stor en del af befolkningen der er færdige med at blive vaccineret i verdens lande:

FacebookTwitter