Undersøgelse: Tre ud af fire amerikanere faldt for falske nyheder

Flere republikanere end demokrater hoppede på falske nyhedshistorier under den amerikanske valgkamp, viser en ny undersøgelse.

Under den amerikanske valgkamp blev falske nyhedshistorier delt flittigere på Facebook end de ægte nyheder. (Foto: © Justin Tallis, Scanpix)

Falske nyheder spredt via de sociale medier fyldte meget i det amerikanske præsidentvalg. Og de fyldte også meget i amerikanernes opfattelse af virkeligheden.

I hvert fald kunne tre fjerdedele af de amerikanske medieforbrugere ikke gennemskue, hvilke nyheder, der var falske – og hvilke der var sande.

Det viser ny undersøgelse, som Ipsos Public Affairs har foretaget for det amerikanske netmedie Buzzfeed News.

Sådan foregik undersøgelsen

  • I undersøgelsen har man vist deltagerne overskrifterne på de seks nyhedshistorier - tre sande og tre falske.

  • De tre falske var udvalgt blandt fem af de mest delte falske nyhedshistorier under valgkampen.

  • Det var blandt andet historierne om, at Pave Frans havde givet sin støtte til Donald Trump, at en FBI-agent, der havde lækket Hillary Clintons emails, var blevet fundet død som følge af et mord-selvmord, og at en anti-Trump-demonstrant skulle være blevet betalt af Demokraterne for at demonstrere ved et af republikanerens valgmøder.

  • Herefter skulle deltagerne vurdere historien som værende enten 'meget nøjagtig', 'lidt nøjagtig', 'ikke særlig nøjagtig' eller 'slet ikke nøjagtig'.

  • 50 procent af deltagerne har stemt på Clinton, mens 41 procent har stemt på Trump. Resten har ikke stemt eller stemt på en selvstændig kandidat.

  • Kilde: Buzzfeed News

Snyder flest republikanere

Ud fra overskrifterne alene var tre ud af fire Donald Trump-vælgere tilbøjelige til anse historierne for at være troværdige, viser undersøgelsen, som er foretaget online blandt 3.000 personer.

Undersøgelsen viser samtidig, at vælgere, der støttede Trump eller identificerer sig som republikanere, i langt højere grad troede på de opdigtede historier, end vælgere, der støttede Clinton.

I 84 procent af tilfældene vurderede republikanerne falske historier som værende sande. For demokrater var tallet 71 procent.

Clinton-kritisk

Forklaringen på det kan være, at langt de fleste af de falske nyheder havde en klart pro-Trump eller klar anti-Clinton drejning - og de blev derfor mødt med større skepsis blandt Clinton-støtterne.

Men det er ikke kun politisk overbevisning, der gør udfaldet.

Undersøgelsen viser også, at vælgere, der har det sociale medie Facebook som deres vigtigste kilde til nyheder, er langt mere tilbøjelige til at tage de falske nyheder for gode varer, sammenlignet med vælgere, der benytter andre nyhedskilder.

Men også vælgere, der bruger Facebook i begrænset grad, tager fejl to ud af tre gange når de præsenteres for falske nyhedsoverskrifter.

På danske læber

Historierne var dog ikke forbeholdt de amerikanske vælgere.

For eksempel gengav den danske teolog og blogger Iben Tranholm i sin rolle som reporter for noget, der kalder sig NewSpeek Networks (et borgerligt medie, der kalder sig selv "Danmarks frie og uafhængige medie uden skjulte dagsordner"), -red.), følgende udlægning af en falsk nyhedshistorie:

- Jeg har læst nogle ret forfærdende nyheder fra Wikileaks, som sikkert ikke er blevet bragt i Danmark. Man mener, at Hillarys kampagneleder, John Podesta, er indblandet i satanistiske ritualer, fortalte Tranholm i en reportage fra Washington D.C.

Herefter tilføjede hun, at Podesta ifølge hendes oplysninger har været inviteret til en satanistisk ceremoni, som han var "meget interesseret i".

Konspirationsteoriernes konsekvenser

Men spredningen af de falske nyheder er ikke uden konsekvenser - uanset om de bliver delt i Danmark eller i USA.

For nyligt truede en mand for eksempel med at åbne ild mod en ansat på en pizzarestaurant i Washington D.C..

Restauranten har siden slutningen af oktober været genstand for en konspirationsteori om, at Demokraterne drev en børneprostitutionsring fra restaurantens baglokaler - en teori, som er blevet spredt via Facebook og Twitter, men også igennem højreorienterede fora på for eksempel Reddit og 4chan, samt på en række højreorienterede blogs.

Facebooks ledelse har meddelt, at man er i gang med at undersøge, hvordan man skal tackle problemet med de falske nyheder, der spredes via den sociale platform.

Det sker efter, at Facebook-stifter Mark Zuckerberg i først omgang afviste, at de falske nyheder skulle have øvet indflydelse på resultatet af den amerikanske præsidentvalg.