Undersøges i flere lande: Sværger troskab til Islamisk Stat i video

Myndigheder i både Danmark, Norge og Marokko er i gang med at undersøge video med anholdte.

Udsnit fra propagandavideoen, som bliver undersøgt af myndighederne i både Marokko, Danmark og Norge.

De tre mænd, der i dag blev anholdt i drabssagen fra Marokko, hvor en dansk og en norsk kvinde mistede livet, sværger i en video troskab til Islamisk Stat. Videoen dukkede i dag op på sociale medier.

Det oplyser Anklagemyndigheden i Marokko i en pressemeddelelse.

Anklagemyndigheden skriver også, at man nu har bedt om en undersøgelse af videoens ægthed. Det fremgår ikke specifikt, hvad der videre skal undersøges.

I meddelelsen oplyser Anklagemyndigheden desuden, at foreløbige undersøgelser viser, at videoen er optaget i ugen op til dobbeltdrabet, der efterforskes som en terrorhandling.

Sammen med de tre anholdte optræder en fjerde person på videoen. Det vides ikke, om vedkommende er identisk med den mand, som blev anholdt umiddelbart efter fundet af de to kvinders lig.

Han er ifølge de marokkanske myndigheder kendt for at have tilknytning til en ekstremistisk gruppe.

PET kan ikke verificere ægtheden

På den arabisksprogede video sværger de fire mænd troskab til terrororganisationen Islamisk Stat og reciterer koranvers foran et hjemmelavet IS-flag.

De kommer til gengæld ikke ind på drabet i Atlasbjergene eller eventuelle planer om det, ifølge DR's oversættelse.

PET understreger i en pressemeddelelse, at videoen nu indgår i efterforskningen, men endnu ikke er verificeret.

- PET er bekendt med en video på de sociale medier, hvori fire personer, som kan være identiske med personer, der i Marokko er anholdt i forbindelse med drabet på to skandinaviske kvinder, sværger troskab til IS og dets leder foran et IS-flag, lyder det i en pressemeddelelse..

- PET er sammen med Rigspolitiet i gang med at analysere videoen. PET kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget nærmere om videoens ægthed, skriver PET.

Norsk politi efterforsker også video

Også det norske kriminalpoliti Kripos bekræfter over for den norske public service kanal NRK, at man efterforsker videoen.

Heller ikke her er man dog klar til at bekræfte sammenhængen.

- Det er noget vi må se på. Det er en bid blandt meget information som vi har fået ind i løbet af dagen, siger Kripos kommunikationsrådgiver Axel Due til NRK.

Kontoen, hvor videoen blev lagt op, blev oprettet i mandags. Den er nu suspenderet af Twitter.

Videoen er ikke den eneste video, der kommer efterforskes i sagen. Myndighederne i Norge, Danmark og Marokko arbejder også på at verificere en video, som muligvis viser drabet på en af de to kvinder.

Sagen kort

  • Den 24-årige danske kvinde Louisa Vesterager Jespersen og hendes 28-årige norske veninde Maren Ueland blev fundet døde i mandags i et øde bjergområde ved Toubkal-bjerget tæt på bjerglandsbyen Imlil cirka en times kørsel syd fra Marrakesh.

  • De var på julerejse i Marokko og havde de seneste dage været på vandretur i Atlasbjergene, hvor de camperede.

  • Marokkanske myndigheder efterforsker dobbeltdrabet som en terrorhandling, fordi en af i alt fire anholdte mænd har en forbindelse til en ekstremistisk gruppe.

  • De tre personer, som i dag blev anholdt, var angiveligt på vej sydpå til byen Agadir.

  • To videoer efterforskes i sagen: En video, der angiveligt viser drabet på en af de to kvinder og den video, der omtales i denne artikel, hvor de tre anholdte sammen med en fjerde person sværger troskab til Islamisk Stat.

  • Propagandavideoen er ifølge marokkanske undersøgelser optaget i ugen op til drabene.

FacebookTwitter