Undtagelsestilstand i Tjekkiet

Tjekkiets premierminister, Petr Necas, erklærer størstedelen af landet i undtagelsestilstand på grund af kraftig regn og oversvømmelser.

Myndighederne i Prag har begrænset den offentlige trafik og planlagt at lukke metroen i byens centrum. (Foto: MICHAL CIZEK © Scanpix)

Tjekkiets premierminister, Petr Necas, har erklæret størstedelen af landet i undtagelsestilstand, da floder på grund af kraftig regn er gået over deres bredder i en grad, så dele af Prags historiske centrum er truet.

Lavtliggende områder er evakueret på grund af oversvømmelser.

- Regeringen har udsendt en undtagelsestilstand for landet, hvilket vil betyde et mere effektivt redningsarbejde, siger Petr Necas.

Planlagt lukning af metroen

Myndighederne i Prag har begrænset den offentlige trafik og planlagt at lukke metroen i byens centrum, hvor vandet fra Moldau-floden har oversvømmet store områder.

En togforbindelse mellem hovedstaden og den østlige del af landet er også afbrudt.

Premierministeren havde i første omgang afsat 300 millioner tjekkiske kroner (86 millioner kroner) til hjælpearbejdet, men han tilføjede senere, at regeringen vil afsætte yderligere 1,3 milliarder tjekkiske kroner (380 millioner kroner).

Sender 2000 soldater mere

Regeringen vil samtidig sende 2000 soldater i aktion til at støtte 300 andre, som allerede er i gang med at opsætte sandsække og barrierer.

Det er dog slet ikke hele den Tjekkiske hovedstad, der er hårdt ramt.

Souschef på den danske ambassade i Prag, Lars Kjellberg, bor lige ved siden af Moldau, men uden for hans hjem er floden ikke gået over sine bredder.

- Jeg kan se, at floden langsomt stiger, og at man er begyndt at flytte både. Ellers ser det meget roligt ud, siger han.

/ritzau/Reuters/

Facebook
Twitter