Ungarer om hurtigere danske dagpenge: 'Jeg er kommet for at arbejde'

Nye EU-regler vil gøre det nemmere for EU-borgere fra andre lande at få adgang til dagpenge i Danmark.

Der er gabende tomt i Adam Antoks nye lejlighed i Middelfart. Det er mindre end to uger siden, han flyttede til Danmark for at arbejde.

- Danmark var et naturligt valg for os, for vi kan godt lide de skandinaviske lande, og det er jo et højt udviklet vesteuropæisk land, siger den 31-årige ungarer, som glæder sig til, at hans hustru og datter snart følger efter.

Adam Antok er uddannet ingeniør og er lige blevet ansat som tryktester hos virksomheden Dinex, der udvikler udstødningsmekanismer. Lønnen er tre gange så høj, som den Adam Antok fik i Ungarn, og selvom det er dejligt, understreger han, at det ikke er den primære årsag til at tage til Danmark.

- Det er jo også tre gange så dyrt at bo i Danmark, konstaterer han.

Det er folk som Adam, der er genstand for en kæmpe debat i EU lige nu. Indbyggere fra andre EU-lande - som Adam - ser ud til at kunne få hurtigere adgang til dagpenge i Danmark, hvis de mister jobbet.

Efter en måned eller en dag

I dag er det sådan, at man som dansker skal være medlem af en a-kasse i et år for at kunne modtage dagpenge, hvis man bliver arbejdsløs.

Det drejer sig om højst 18.866 kr. før skat om måneden.

Er du derimod indbygger fra et andet EU-land, skal du kun have været medlem af en a-kasse i Danmark i tre måneder for at kunne modtage dagpenge. EU-borgeren skal dog have været arbejdsløshedsforsikret i sit hjemland, have arbejdet mindst et år og opfylde en række andre krav.

Nye regler vil gøre det muligt for EU-borgere at få adgang til dagpenge endnu hurtigere. Et forslag hedder efter en måned - et andet efter blot en enkelt dag, for sådan er det i de fleste lande i dag.

- Det er da lidt uretfærdigt

Meningen er at sikre de vandrende arbejdstagere - som Adam Antok - bedre vilkår og undgå, at de kommer i klemme mellem de forskellige landes regelsæt.

Han har endnu ikke meldt sig ind i en A-kasse eller helt besluttet, om han vil. Men han bliver mere fristet, da han hører, at det vil give ham adgang til dagpenge efter kun en måneds optjening, hvis nye EU-regler falder på plads på tirsdag.

- Det får mig da til at tænke over, om det ikke var noget, jeg burde overveje. Men helt ærligt tænker jeg ikke over risikoen for at blive arbejdsløs lige nu. Jeg vil bare virkelig gerne klare det godt i mit nye arbejde, siger han.

Adam Antoks kone og barn, som snart slutter sig til ham i Danmark. (Foto: Jan Macdonald Arnskov © DR Nyheder)

Selvom han har arbejdet og været arbejdsløshedsforsikret i Ungarn gennem det sidste år, som EU-reglerne også kræver for at kunne få adgang til dagpenge i et andet land, kan han godt forstå, hvis danskerne rynker på næsen af, at han kan få adgang til de høje danske dagpenge efter en måneds opsparing, mens en dansk kollega skal spare op i et år. For ydelsen i Ungarn er jo lavere.

- Det er da lidt uretfærdigt, siger han.

En fjern tanke

Den danske dagpengesats på knap 19.000 kroner om måneden før skat er højere end det, Adam Antok tjente som ingeniør i Ungarn.

Hvis de nye EU-regler falder på plads på tirsdag, når EU-parlamentarikerne og medlemslandene i Rådet mødes for at drøfte forslaget for sidste gang, vil der sandsynligvis også blive mulighed for at tage seks måneders danske dagpenge med på jobjagt i Ungarn, hvis han skulle blive arbejdsløs.

Men selvom de penge ville være meget mere værd i Ungarn, er det en fjern tanke for Adam Antok at rejse hjem med en pose dagpenge.

- Jeg er kommet, fordi jeg ønsker at arbejde her. Om et par måneder kommer min kone og datter forhåbentligt, og så håber jeg at bygge en ordentlig tilværelse op her med god livskvalitet, siger han.

Se mere om Adam Antok og de nye dagpengeregler i 21Søndag i aften klokken 21 på DR1.

Facebook
Twitter