Ungarns premierminister: Fød fire børn og bliv skattefri

Flere økonomiske tiltag skal lokke ungarske kvinder til at få flere børn.

Der skal fødes flere ungarske børn, mener premierminister Viktor Orban. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Der bliver ikke født nok børn i Ungarn. Og det skal der gøres noget ved, mener den ungarnske regeringsleder, Viktor Orban.

Derfor har han nu lovet en række økonomiske fordele til kvinder, der føder flere børn.

Familier med mindst tre børn kan få knap 59.000 kroner i tilskud til en bil med syv sæder. Får du derimod fire børn, så kan du slippe for at betale indskomstskat resten af livet. Det sagde Ungarns premierminister, Viktor Orban, under en tale mandag, hvor han gjorde status på landets tilstand.

Ungarns premierminister Viktor Orban. (Foto: Attila KISBENEDEK © Scanpix)

Fødselsraten i Ungarn er faldet til 1,45 børn per kvinde. Men for at opretholde befolkningstallet, skal hver kvinde i gennemsnit føde 2,1 børn. I Danmark ligger tallet på omkring 1,71.

Tjen 235.000 kroner på tre børn

Orban, der er kendt for at føre en yderst stram indvandringspolitik, siger, at de nye tiltag skal "sikre den ungarske nations overlevelse".

- Dette er ungarernes egen løsning - modsat indvandring, siger Orban.

Premiermisteren lover også, at kvinder, der bliver gift, før de fylder 40 år, kan få et lån på omkring 235.000 kroner til en lav rente.

Når parret så får deres første barn, kan de vente tre år med at tilbagebetale lånet.

Får de så barn nummer to, bliver en tredjedel af lånet strøget. Og får de tre børn, behøver de ikke at betale lånet tilbage nogensinde.

Facebook
Twitter