Unge danske skiturister fester i nedlukket Østrig

Skiturister omgår indrejseforbud ved at melde sig som arbejdssøgende, siger borgmester.

Skilifterne på Galzig trækker for meget i nogle af de danske skiturister, som har fundet en måde at komme til Tyrol på, selvom Østrig er lukket ned. (Foto: Johann Groder © AFP or licensors)

Meteorologerne melder, at vejret og snedækket i de østrigske Alper er noget nær perfekt nu i januar.

Der er altså bedste betingelser for at boltre sig på solbeskinnede skipister. En ubærligt skøn, men uopnåelig drøm for de fleste europæiske vinterturister, der sukker efter sne i deres hjemmeisolation i skyggen af corona.

Nogle af dem kan åbenbart ikke leve med det østrigske forbud mod udenlandsk skiturisme.

Deriblandt er åbenbart også danskere.

Deres abstinenser efter sne er så stærke, at de har sneget sig ind i det lukkede land Østrig under falsk dække.

- Siden jul er der strømmet flere og flere unge udlændinge hertil. En 10-15 stykker per dag, forklarer Helmut Mall, borgmester på det kendte skisportssted Sankt Anton i Tyrol.

- De siger, de søger sæsonarbejde. Men Østrig er lukket ned på grund af corona, skiturismen ligger brak. Her er ikke noget arbejde at få, siger han.

Holder ulovlige fester

Og det virker da heller ikke, som om de tilrejsende virkelig er kommet for at tjene til dagen og vejen.

I stedet bliver de spottet på skipisterne, der er åbne for de lokale østrigere.

- Du kan også finde aktuelle billeder på de sociale medier, hvor 30-40 unge holder fest ulovligt, fortæller borgmesteren i Sankt Anton.

Politiet i byen bekræfter, at der har fundet improviserede after-ski fester sted – i hølader i nærheden af pisterne og med dåseøl fra den lokale købmand.

Det er en sag, som trækker overskrifter i Østrig, hvor man fortsat kæmper med coronasmitten, og hvor især Tyrol er ramt af de nye virusmutationer.

Nu er man bange for, at de ubudne gæster fra udlandet kan slæbe mere smitte ind i landet.

- Unge svenskere, danskere, briter holder after-ski i St. Anton. Og vi gætter naivt på, hvordan B117-varianten og den sydafrikanske variant mon har været i stand til at brede sig i Østrig, skriver journalisten Isabelle Daniel blandt andet.

Der lyder igen kritik af myndighederne i alperegionen, hvor smitten sidste år løb løbsk på skisportsstedet Ischgl – lige om hjørnet fra Sankt Anton.

- Spørgsmål til indenrigsministeriet: hvor ofte har I kontrolleret, om nedlukningen overholdes i Tyrol og Vorarlberg? Hvor mange bøder er der udstedt? Borgmesteren i St. Anton ved åbenbart besked om briter med falske bopælsregistreringer og hoteller, der holder åbent. Det er en farce!, skriver journalisten Jakob Winter på Twitter.

Og for dem, der overholder reglerne, må det vække undren, skriver journalist og tv-vært Armin Wolf:

- Hvad tænker mon de unge mennesker, som overholder reglerne og i over en måned allerhøjest har set deres venner på en skærm…

Men borgmester Mall siger, det er begrænset, hvad han kan gøre mod de unge turister, som ifølge lokale medier overvejende stammer fra Danmark, Sverige og Storbritannien.

For de omgår gældende coronarestriktioner med et lovligt trick.

De følger EU-lovgivningen om fri bevægelighed og dermed muligheden for at søge arbejde i et andet EU-land, mens briterne formentlig er ankommet, før brexit blev en realitet til nytår.

Finder vejledninger på nettet

Ved ankomsten går de på kommunen og anmelder sekundær bopæl i Sankt Anton – typisk med en underskrevet bekræftelse fra en lokal udlejer, for eksempel en pension der gerne vil tjene lidt penge under nedlukningen.

For østrigske turister er det stadig muligt at indlogere sig på skiresorts i St. Anton am Arlberg, men grupper af både briter, tyskere og danskere er på trods af nedlukningen dukket op siden jul. (Foto: Johann Groder)

Derefter melder de nytilkomne sig arbejdssøgende.

- Det utrolige er, at der på de sociale medier ligefrem findes vejledninger til, hvordan man kan omgå vores indrejse- og opholdsforbud, fortæller borgmesteren i Sankt Anton.

Her kan man blandt andet læse, at man i indrejseformularen skal sætte kryds ved, at man kommer til Østrig med et forretningsmæssigt formål – og ikke som turist.

Så kan man efter fem dages karantæne forlade sin bolig og nyde de næsten uberørte skipister.

Borgmester Helmut Mall forsøger nu dæmme op for uønskede skiturister.

Hvor mange danskere, der har fundet vej til Sankt Anton på den måde, kan borgmesteren ikke sige præcist.

- På nuværende tidspunkt er der registreret omkring 300 udenlandske sæsonarbejdere i Sankt Anton. Deriblandt er der også en del danskere. Nogle af dem kom allerede inden jul med henblik på at starte arbejde, siger han og fortsætter:

- På det tidspunkt troede vi jo, skiturismen ville genåbne i januar. Andre er kommet, efter at det stod klart, at nedlukningen ville fortsætte.

Uddrag fra et af opslagene om job i St. Anton. Her bliver det beskrevet, hvordan man kommer ind i landet ved erklære sig som jobsøgende.

Hvor mange der er regulære sæsonarbejdere, og hvor mange der er fordækte skiturister, kan Helmut Mall ikke se, siger han.

Opfordrer til ikke at huse turister

I lyset af kritikken har borgmesteren startet en kampagne, der skal inddæmme den skjulte skiturisme.

Alle borgere i Sankt Anton har fået et brev i postkassen, hvor de opfordres til ikke at give husly - og dermed sekundær bopæl - til de udenlandske gæster. Politiet har fået at vide, at de skal gribe mere konsekvent ind overfor ulovlige fester.

- Vi kan simpelthen ikke risikere, at coronasmitten spreder sig yderligere i vores lokalsamfund, fastslår borgmester Mall.

- Jeg vil gerne sige til unge danskere, der har lyst til at stå på ski i Alperne: Bliv hjemme! I er mere end velkomne, når vi har lagt pandemien bag os. Bare ikke lige nu.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk