Unge polakker vil have nye ansigter i parlamentet

Polen går til parlamentsvalg på søndag, og især de unge vælgere vil have nye boller på suppen.

Spidskandidaten fra Lov og Retfærdighedspartiet Beata Szydlo har godt fat i de unge vælgere. Her til fodboldlandskamp mellem Polen og Skotland. (Foto: Kacper Pempel © Scanpix)

Når polakkerne på søndag går til valg for at sætte navn på de 460 nye medlemmer i parlamentet Sejm, bliver der efter meningsmålingerne at dømme tale om en massiv udskiftning i de politiske rækker.

Regeringspartiet, det borgerlige parti Borgerplatformen, står til at tabe regeringsmagten til det højre-orienterede og EU-skeptiske Lov og Retfærdighedsparti.

En af forklaringerne på denne udvikling er, at særligt de unge polske vælgere fjerner sig fra regeringspartiet.

- Regeringen har i det seneste år ikke leveret lovede reformer, samtidig med at den har været belastet af skandaler, fortæller Anna Werenberg, der er skribent på netmediet polennu.dk.

Unge tilbøjelige til at udvandre

Anna Werenberg peger på, at de unge vælgere er utilfredse med ikke at kunne mærke Polens økonomiske fremgang i deres hverdag. En undersøgelse viser, at unge under 34 år er dem, der er mest tilbøjelige til at ville udvandre fra Polen.

Utilfredsheden får den yngre generation til at flygte over i armene på blandt andet Lov og Retfærdighedspartiet, hvis kandidat til premierminister-posten Beata Szydlo faktisk kun er partiets næstformand.

Formanden Jarosław Kaczyński, Polens tidligere premierminister, er ikke spidskandidat. Det er ifølge Anna Werenberg helt bevidst.

- En ny undersøgelse har vist, at hele 85 procent af partiets vælgere foretrækker Szydlo, mens sølle 4 procent foretrækker Kaczyński som spidskandiat. Det viser, hvor trætte polakkerne er af de etablerede politikere, forklarer hun.

Murens fald er længe siden

Ifølge den danske ambassadør i Polen, Steen Hommel, er en anden af forklaringerne på de unges trang til udskiftning i parlamentet, at der hersker en generel lede over det politiske system blandt den polske befolkning.

Dertil kommer, at de unge ikke husker murens fald i 1989, hvorfra mange af de kendte polske politikere har haft deres popularitet i befolkningen.

De unge har ikke sammen begejstring for de politikere, der var med til at få Polen ud af diktaturstyret i 1989, fortæller han og er enig i, at særligt de unge derfor vil stemme på nye mere ukendte politikere ved søndagens parlamentsvalg i Polen.