Uønsket amerikansk paryk-spion forlader Rusland

En amerikaner, der angiveligt hvervede agenter i Rusland, er nu beordret ud af landet.

Russisk tv har vist optagelser, hvor Ryan Fogle med lys paryk bliver anholdt og presset mod jorden, mens han får håndjern på. (© Scanpix)

En amerikansk diplomat, der bliver anklaget for forsøg på at rekruttere russiske agenter til den amerikanske efterretningstjeneste CIA, har forladt Rusland.

Ryan Fogle fløj ud af Moskva søndag, rapporterer Ruslands statslige tv, NTV, der samtidig viser billeder af diplomaten i byens internationale lufthavn.

De russiske myndigheder fortalte i sidste uge, at de havde taget Fogle, mens han forberedte sig på at rekruttere et medlem af de russiske sikkerhedsstyrker til CIA. Han blev kortvarigt tilbageholdt, inden han blev overdraget til den amerikanske ambassade.

Presses mod jorden

Russisk tv har vist optagelser fra den russiske efterretningstjeneste, hvor Fogle bliver anholdt af politiet og presset mod jorden, mens han bliver iført håndjern.

Han var tilsyneladende iført en blond paryk, og der blev også fremvist såkaldt spionageudstyr, som bestod af to parykker, et kompas, et gadekort over Moskva og en noget uddateret mobiltelefon.

Episoden sker på et tidspunkt, hvor forholdet mellem Rusland og USA er spændt, og sagen kan blive en hindring for bedre relationer mellem landene, lyder det fra præsident Vladimir Putins talsmand.

Ingen kommentarer fra USA

Fogle arbejdede ifølge Rusland under dække af at være tredjesekretær på den amerikanske ambassade i Moskva, men var i virkeligheden tilknyttet CIA.

De amerikanske myndigheder har ikke kommenteret spionsagen.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter