Uroen i Sri Lanka fortsætter: Præsidenten er i nat flygtet til Maldiverne

Demonstranter har stormet premierministerens kontor og en national tv-station.

Hundredevis af demonstranter trængte ind i premierminister Ranil Wickremesinghes kontor, få timer efter han blev udråbt til fungerende præsident. (Foto: © Arun Sankar, Ritzau Scanpix)

De store demonstrationer i Sri Lankas hovedstad, Colombo, fortsætter.

Tusindvis af mennesker har onsdag deltaget i uroligheder, hvor regeringsfjendtlige demonstranter er både brudt ind i premierminister Ranil Wickremesinghes kontor og på en statslig tv-station, skriver AFP ifølge Ritzau.

Demonstranterne er vrede over den økonomiske krise, som landet befinder sig i. De mener, at præsidenten og premierministeren er ansvarlig for situationen og kræver deres afgang.

  • Militæret har brugt tåregas i forsøget på at holde demonstranter fra at trænge ind i premierminister Ranil Wickremesinghes kontor. (Foto: © Adnan Abidi, Ritzau Scanpix)
  • Tusinder af regeringskritiske demonstranter stormede premierministerens bolig, få timer efter han var blevet udnævnt til fungerende præsident. (Foto: © Arun Sankar, Ritzau Scanpix)
  • Demonstranterne er utilfredse med den økonomiske krise i Sri Lanka, som de mener, premierministeren og præsidenten er skyld i. (Foto: © Arun Sankar, Ritzau Scanpix)
  • Demonstranter hjælper hinanden med at vaske tåregas ud af øjnene. (Foto: © Arun Sankar, Ritzau Scanpix)
1 / 4

Tidligt onsdag flygtede præsident Gotabaya Rajapaksa til Maldiverne, hvorfra han meddelte, at han vil indsende sin afskedsbegæring.

Derfor er Sri Lankas premierminister, Ranil Wickremesinghe, blevet udråbt til fungerende præsident, og der er blevet erklæret nødretstilstand "for at give de politiske ledere mulighed for at håndtere krisen", som det hed i en erklæring fra premierministerens kontor tidligt onsdag.

Samtidig blev et udgangsforbud indført i Colombo og i vestlige dele af landet, men det stoppede altså ikke den store flok demonstranter i at trænge ind på Wickremesinghes kontor.

Præsidenten er flygtet til Maldiverne

Demonstrationerne i Sri Lanka har stået på siden marts og eskalerede i weekenden, da demonstranter stormede den tidligere præsident Gotabaya Rajapaksas bolig og blandt andet badede i hans pool.

I lørdags trængte demonstranter ind i præsidentboligen og hoppede i Gotabaya Rajapaksas pool. (Foto: © -, Ritzau Scanpix)

Ifølge Ritzau tog Rajapaksa allerede i lufthavnen i mandags i håbet om at kunne komme på et fly til Dubai, men han blev afvist efter en anspændt situation, hvor gruppen ikke kunne få de nødvendige stempler i deres pas.

Den 73-årige præsident flygtede ifølge AFP tidligt onsdag sammen med sin kone og en personlig livvagt. Det skete om bord på et militærfly, som lettede fra landets største internationale lufthavn.

Ifølge BBC er præsidenten flygtet, for at undgå en mulig anholdelse af en ny regering i Sri Lanka.

Dyb økonomisk krise

Sri Lanka befinder sig i en dyb økonomisk krise med tårnhøje priser, inflation på over 50 procent samt mangel på mad og brændstof. Det skriver BBC.

Derudover er der udbredte strømafbrydelser og stor mangel på medicin, som truer med at få sundhedssystemet til at kollapse.

Demonstranterne flager med det srilankanske flag efter at have indtaget premierministerens kontor i dag. De kræver både præsidenten og premierministerens afgang. (Foto: © Arun Sankar, Ritzau Scanpix)

Sri Lankas parlament skal vælge en ny præsident den 20. juli og lederen af det største oppositionsparti, Sajith Premadasa, der tabte præsidentvalget i 2019 til Rajapaksa, har sagt, at han vil stille op til præsidentposten.