Uroligheder under demonstration i Dresden

I Dresden kom det i dag til sammenstød mellem venstrefløjsaktivister og politiet i forbindelse med en protest mod en march med omkring 6.000 nynazister.

Et massivt politiopbud forsøgte at holde de to demonstrationer fra hinanden - alligevel kom det kortvarigt til sammenstød., (Foto: © Jens Schleuter, Scanpix)

Flere end 10. 000 har i dag demonstreret i Dresden mod højreekstremisme, skriver DPA, Deutsche Presseagentur.

Protesten vendte sig mod en march med omkring 6000 nynazister, som var kommet fra hele Tyskland og fra andre lande for at markere årsdagen for de allieredes ødelæggende bombardementer af Dresden 13. og 14. februar 1945.

De nynazistiske demonstrationer er en årlig tilbagevendende begivenhed i Dresden - og politiet var da også forberedt.

Et massivt politiopbud forsøgte at holde de to demonstrationer fra hinanden - alligevel kom det kortvarigt til sammenstød, og der var flere sårede, rapporterer flere nyhedsbureauer

To politibiler blev væltet og der blev kastet med flasker og sten.

Mange deltog i demonstration mod nynazistmarchen i Dresden. (Foto: © Jens Schleuter)