USA advarer Kina i strid om kunstige øer

Donald Trumps talsmand lægger op til en hård kurs over for Kina på grund af nye småøer på rev og klipper.

På flere af de kunstige øer, som Kina har konstrueret på rev og klipper, er der bygget landingsbaner og opsat våbensystemer. (Foto: handout © Scanpix)

Den nye amerikanske administration under præsident Donald Trump varsler en fast kurs over for Kina i den langvarige strid om nogle kunstige øer i Det Sydkinesiske Hav.

Trods modstand fra lande i området gør Kina krav på store dele af Det Sydkinesiske Hav. Heriblandt en række småøer, som Kina har ladet konstruere på rev og klipper.

- Det er et spørgsmål om, hvorvidt de øer rent faktisk er i internationalt farvand og ikke en del af Kina. Så ja, vi vil sørge for, at vi forsvarer internationale områder i at blive overtaget af et land, siger Hvide Hus-talsmand Sean Spicer ifølge nyhedsbureauet Reuters.

11. januar sagde Rex Tillerson, som kun mangler Senatets godkendelse for at blive Trumps udenrigsminister, at Kina bør nægtes adgang til øerne.

Kinesiske statsmedier skrev efterfølgende, at USA vil blive nødt til at gå i krig for at forhindre Kina adgang til øerne, hvor der er bygget landingsbaner til militærfly og opsat våbensystemer.

I juli sidste år kritiserede Den Internationale Domstol i Haag Kinas fremfærd i området samt opførelsen af de kunstige øer, men Kina havde på forhånd meddelt, at den ikke anerkendte retssagen.

/ritzau/

Facebook
Twitter