USA advarer Maduro mod at røre Juan Guaidó

Amerikanerne er klar til at slå igen, hvis Venezuela truer eller skader Juan Guaidó eller USA's diplomater.

John Bolton advarer nu Venezuela og Nicolas Maduro. (Foto: Kevin Lamarque © Scanpix)

Trusler eller voldelige handlinger vil blive mødt med en "betydningsfuld reaktion".

Sådan lyder advarslen til Venezuela og Nicolas Maduro fra USA's nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, der søndag aften dansk tid skriver på Twitter:

- Vold eller trusler mod amerikanske diplomater, Venezuelas demokratiske leder Juan Guaidó eller Nationalforsamlingen vil være et alvorligt angreb på lov og orden og vil blive mødt af en betydningsfuld reaktion.

Han skriver samtidig, at amerikanerne har fuldt kendskab til Cubas kontrol af Maduros militære styrker.

En række lande har i løbet af den seneste uge givet støtte til og anerkendt Juan Guaidó, efter han udnævnte sig selv som præsident foran en stor menneskemængde i hovedstaden Caracas.

Juan Guaidó udnævnte sig selv som præsident i onsdags i hovedstaden Caracas. (Foto: luis robayo © Scanpix)

Som modsvar har landets præsident, Nicolas Maduro, der vandt valget sidste år i maj, brudt al kontakt med USA. Han gav i går landets diplomater 72 timer til at forlade Venezuela, ligesom han har hjemkaldt de venezuelanske diplomater fra USA.

Senere lørdag trak landets udenrigsministerium dog beskeden om tidsfristen tilbage og foreslog i stedet en 30 dages forhandlingsperiode til at nå en løsning med USA.

Støtte fra Rusland og Cuba

Nicolas Maduro blev tidligere på måneden indsat i en ny seks-årig regeringsperiode, efter han sidste år vandt præsidentvalget, der blev boykottet af oppositionen. Valget er af store dele af det interntionale samfund ikke blevet anerkendt.

I går opfordrede USAs udenrigsminister, Mike Pompeo, FN's Sikkerhedsråd og det internationale samfund til at stemme i og udvise støtte til Juan Guaidó.

- Det er på høje tid at støtte det venezuelanske folk og anerkende den nye demokratiske regering ledet af præsident Guaidó, sagde han blandt andet og gjorde det klart, at enten støtter man "frihedskampen", ellers støtter man Maduros styre.

I går udsendte en række EU-lande, Frankrig, Storbritannien, Tyskland og Spanien et ultimatum til Maduro om at udskrive valg inden for otte dage, ellers er man klar til at anerkende Juan Guaidó som landets leder.

Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, får støtte fra Cuba og Rusland. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Og lignende melding kom fra Israel i dag.

- Israel slutter sig til USA, Canada og de fleste lande i Latinamerika og lande i Europa og anerkender den nye leder i Venezuela, lyder det fra premierminister Benjamin Netanyahu ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ikke overraskende har Cuba anklaget amerikanerne for at iværksat et kup mod præsident Maduro, ligesom også russerne har kritiseret USA for at have grebet ind over for Venezuelas Nicolas Maduro.

Facebook
Twitter