USA har gennemført et større angreb på flere mål i Syrien og Irak.
Det skriver den amerikanske militære centralkommando, Centcom, på det sociale medie X.
Centcom skriver, at de har bombet flere end 85 mål. Angrebet har været rettet mod den Iranske Revolutionsgardes Quds-styrke og flere militante grupper i området.
Ifølge Centcom fandt angrebene sted omkring klokken 22 fredag aften dansk tid, og der blev brugt adskillige fly i angrebet, herunder langdistancebombefly, der er fløjet fra USA.
I alt er der brugt mere end 125 bomber til at ramme målene, som blandt andet har har været kommandocentraler, efterretningscentre og missiler og raketter, som USA mener, at de militante grupper bruger til at angribe amerikanske styrker i området med.
Amerikanske soldater dræbt i Jordan
Dagens angreb kommer i kølvandet på et droneangreb i Jordan i søndags, hvor tre amerikanske soldater blev dræbt og flere sårede.
USA har beskyldt militante grupper i netop Syrien og Irak for at stå bag angrebet i Jordan og sagt, at Iran har haft indflydelse på det. Det har Iran dog afvist.
Den amerikanske præsident, Joe Biden, er fredag aften også kommet med en udtalelse om dagens angreb på Det Hvide Hus' hjemmeside.
Biden siger, at han tidligere i dag var med til at modtage kisterne af de tre dræbte soldater, da de kom tilbage til Dover Luftbasen i Delaware, og at det var ham, der godkendte angrebene i Syrien og Irak, som var rettet mod Den Iranske Revolutionsgarde og den milits, der angriber USA.
- Vores svar begyndte i dag. Det vil fortsætte på tidspunkter og steder efter vores valg, siger Biden i udtalelsen.
Han slutter af med at sige, at USA ikke forsøger at øge konflikten i Mellemøsten, men hvis nogen forsøger at skade amerikanerne, så vil USA svare igen.
Iraks militær har også været ude at kommentere det amerikanske angreb
- Disse luftangreb udgør en krænkelse af irakisk suverænitet, underminerer den irakiske regerings indsats og udgøre en trussel, der kan føre Irak og regionen ud i alvorlige problemer, siger den Yahya Rasool, der er talsperson i det irakiske militær i en udtalelse, ifølge nyhedsbureauet Reuters.