USA: Canadiers dødsdom i Kina er politisk

Det udløser stor kritik fra USA, at en 36-årig canadisk statsborger er idømt dødsstraf i Kina.

I mandags blev canadieren Robert Lloyd Schellenberg idømt dødsstraf i Kina. USA kalder dommen for en politisk motiveret beslutning. (Foto: © handout, Ritzau Scanpix)

USA kalder Kinas dødsdom til en canadisk statsborger for 'politisk motiveret', oplyser USA's udenrigsministerium ifølge AP.

Meldingen kommer, efter at USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, og hans canadiske kollega, Chrystia Freeland, diskuterede dommen i en telefonsamtale.

Her udtrykte begge ministre 'deres bekymring over de vilkårlige tilbageholdelser og den politisk motiverede fængsling af canadiske statsborgere'.

Det meddeler talsmand for det amerikanske udenrigsministerium Robert Palladino.

Den 36-årige canadiske statsborger Robert Lloyd Schellenberg blev i november idømt 15 års fængsel i Kina for at have medvirket til at smugle 222 kilo metamfetamin fra Kina ind i Australien.

Mandag blev hans straf ændret til dødsstraf.

Ifølge den kinesiske anklagemyndighed var canadieren hovedmanden i en international gruppe, som stod bag smuglingen.

Robert Lloyd Schellenberg nægter sig skyldig. I går bad Canada Kina om at benåde ham.

Canada og Kina har befundet sig i en hård strid, siden Canada i december anholdt Meng Wanzhou, der er topchef fra den kinesiske telegigant Huawei.

Anholdelsen skete på anmodning fra USA, der ønsker hende udleveret til mulig retsforfølgelse. Siden da har Kina tilbageholdt tre canadiere.

/ritzau/